Hvordan bliver jorden din, min og sin egen igen?

Det som skræmmer mig mest lige nu, er at vide at kapitalfonde opkøber landbrugsjord i Danmark. Nej, det skræmmer mig at vide at kapitalfonde opkøber landbrugsjord. Punktum. Det sker over hele kloden, alle de steder hvor landbrugsjord kan dyrkes på en måde, som man kan spekulere i.

At spekulere i jord.

Spekulere i værdiforøgelse på så diffus, abstrakt en måde at det er svært at forstå.

Der er et kredsløb som mennesker kunne indgå i på lige fod med alle andre former for liv. Et kredsløb hvor man giver og tager, bliver til og forgår. Et organisk kredsløb for organiske væsner. Det er faktisk ikke en naturlov at mennesker skal findes som væsner der fra fødsel til død systematisk indgår i et spil om værdi, der er så afkoblet fra det, der rent faktisk er naturlove.

Ejendomsretten er jo bare noget vi leger. Men legen har konsekvenser. Nu opkøber kapitalfonde i stor stil og hæsblæsende tempo dansk landbrugsjord, og hvad forestiller vi os så de vil med den? Forestiller vi os at de sætter sig grundigt ind i dansk lovgivning for at forvalte jorden samvittighedsfuldt og med en langsigtet, bæredygtig plan?

Eller sætter de sig grundigt ind i lovgivningen sådan at de kan sno den så den passer den eksistensberettigelse, som er deres egen. Den, der handler om at hurtigst muligt forøge den værdi, som er den økonomiske, den afkoblede, den der har allermindst med selve jorden og alt det, der kan leve i, med, af jorden.

I dag holder jeg den femte og sidste Klimaaktivistiske Samtalesalon i Islands Brygges Kulturhus. Kl 19-21 og jeg har en gæst, Sarah Hellebek, som ved en masse om ANDRE EJERFORMER og ANDRE DYRKNINGSFORMER – former, som rent faktisk handler om jorden som sin egen først, vores at leve med og af næst.

Kom og hør hvad vi faktisk kan gøre anderledes, nej, bedre!

Overskriften er ‘Hvordan bliver jorden din, min og sin egen igen?’ Min gæst er Sarah Hellebek der både er bestyrelsesmedlem i Andelsgårde og medstifter af Den Regenerative Jordbrugsskole. Vi skal snakke om andre måder at eje og dyrke jorden på, som tager udgangspunkt i at vi ikke er de eneste livsformer, der skal trives. Og så også noget med at vi selv måske kan trives bedre med andre former for hverdagspraksis.

Men så er der også to ekstra gæster, der undervejs vil fortælle om Extinction Rebellions store forårsaktion ‘Befri jorden’.

Det er Ida Dalsgaard Nicolaisen fra Becoming Species og Frej Schmedes fra Arternes Ambassade.

Det er to forskellige initiativer, der har det til fælles at de vil give stemmer til alt det andet liv, som vi historisk og kulturelt har ikke bare overset, men direkte tromlet henover og udbyttet. Jeg er optaget af aktivisme, jeg kalder mig selv hverdagsaktivist, jeg opfordrer til at man tager aktivt stilling til hver lille detalje i sit liv og allermest at man overvejer at: Gøre mindre.

Men det, som Ida og Frej arbejder for, det er et vigtigt skridt videre og jeg synes alle skal vide at de findes. At man kan dedikere sin egen stemme til at give stemme til alt det liv, vi ikke plejer at lytte til. Kom i morgen og hør om ‘Befri jorden‘, men læs også om Becoming Species og Arternes Ambassade, og overvej måske hvad din stemme fremover skal bruges til.

I overmorgen holder jeg altså den sidste af fem Klimaaktivistiske Samtalesaloner. Emnerne har spændt lige så bredt som min roman ‘Når vi rejser til Mars’ (Escho 2021), og det var også netop arbejdet med den, som var afsættet for at lave de her saloner.

Jeg har i ti år eksperimenteret med alternative livsvalg i svenske skove, og er kommet langt, men støder også ind i mure – eller måske den samme mur? – igen og igen. Og jeg er ikke den eneste, jeg har undervejs mødt så mange, der gør sig lignende erfaringer, når de forsøger at ‘bryde ud’.

Ud findes ikke, vi findes alle sammen som del af samme helhed.

Da jeg skrev min roman var det i et forsøg på via research og tankeeksperimenter at undersøge det dilemma på en anden måde end jeg kunne i mit levede liv. Jeg læste og skrev og tænkte og skrev i fire år, og jeg er ægte stolt af den bog.

‘Når vi rejser til Mars’ er et kalejdoskop, en genremosaik, og den kan det, som jeg allermest ønskede: Den åbner op, peger ud over sig selv.

Det er ikke en bog, som fortæller opskriften på det gode liv eller løsningen på problemerne med den underlige lås, vi som ‘moderne’ og ‘civiliserede’ mennesker er havnet i.

Men bogen udpeger områder, der umiddelbart har låst sig som naturlove, men som måske slet ikke giver mening længere, men den viden vi nu har. Måder at gøre liv på, som kan gøres helt anderledes. Som enkeltindivid og som samfund. Nogle ting er slet ikke så svære at lave om på, hvis først vi i flok kan blive enige om at definere ‘det gode liv’ lige lidt anderledes. Mange af de bevægelser er allerede i gang og kan handle om noget så banalt som hvor mange & lange bade, der skal til .

Bogen udpeger lige så vigtigt nogle områder, hvor man skal forstå, hvorfor man som individ ingen vegne kommer uanset hvor ihærdigt man forsøger. Det synes jeg er vigtigt. Det er vigtigt at vide, så al energien og handlekraften, modet, drømmene, ikke kvæles i selvbebrejdelser over ikke at være stærk/klog/whatever nok. Noget er simpelthen ikke muligt. Endnu. Nogle døre er ikke sparket ind. Endnu. Nogle døre kræver helt andre bevægelser, større flokke og kræfter at ændre.

Bogen lever sit eget liv nu, et liv med sine læsere, som jeg kun indimellem blandes ind i. Sådan er det , sådan skal det være.

Men jeg havde behov for at gøre noget mere. Noget nyt. Noget mere fælles. Derfor samtalesalonerne. De er en forlængelse af min bog, som er en forlængelse af mit liv.

Fem samtaler er afholdt, om aktivisme, om psykologi, om rumfart, om kredsløb og nu den sidste om hvordan vi ejer og dyrker jorden.

Alle fem emner kredser om samme længsel:

Hvordan kan vi leve forbundet med vores omgivelser i stedet for afkoblet fra? Hvordan kan vi indgå i et kredsløb som er drevet af langsigtede, bæredygtige, omsorgsfulde principper frem for det udbytterspil vi nu fra fødslen er tvunget ind i?

Jeg har selv lært så meget nyt undervejs, både af mine inviterede gæster, men mindst lige så meget i mødet med det engagerede publikum, der har budt ind med egne erfaringer og viden.

Nu glæder jeg mig til den sidste, rosinen i pølseenden Og jeg synes du skal komme, og så synes jeg du skal insistere på at dit liv kan leves i overenstemmelse med værdier, som også tager højde for andre livsformers iboende rettigheder.

Og hvis du læser lige nu, og også er bange for hvor hurtigt jorden glider os af hænde, så kan du melde dig ind i Andelsgårde NU. Det er fælleseje af jord, der bliver dyrket på fremtidssikrede, omsorgsfulde måder. Det findes nemlig. Alternativerne findes allerede, men fordi vi lever i en fiktiv pengeverden koster alting stadig penge, og vi er nødt til at lege med indtil vi er mange nok, ejer nok, til at vi kan ændre fundamentalt på den her retning, som er kørt så uhyggeligt langt af sporet.

ps. Hvis du ejer noget jord, om det så er et frimærke eller en parcelhushave eller større, så kan du også NU beslutte at frede det hele, det halve, en smule. Simpelthen beslutte at aldrig mere betræde det område, ikke tage nogen beslutninger overhovedet der. Helt enkelt bare lade det stykke jord være helt sit eget så længe det er dig, der bestemmer. Det betyder også noget. Hver eneste gang vi gør mindre, fylder mindre, så betyder det meget, meget mere end vi tidligere lærte.