Håndplukket Plæne

Jeg vil gerne introducere et nyt havekoncept: Den Håndplukkede Plæne.

Det er både lige så simpelt som det lyder, og fyldt med lag på lag af konsekvenser og betydning. Jeg begyndte at praktisere det som princip allerede på Bondsäter for ti år siden (fordi jeg hele tiden smadrede både plæneklippere og leer mod skjulte sten i det kuperede terræn. Her er et indlæg fra 2015 hvor jeg stadig havde en håndskubbet plæneklipper, som jeg forklarede mig selv var ok, men så kørte jeg en frø i klemme i den. Den overlevede, men jeg var allerede på det tidspunkt på vej væk fra at være ok med selv den maskine, vidste det ikke mens jeg skrev, men det er så tydeligt for mig når jeg genlæser det i dag.)

Og så voksede det i mig.

Hændernes bevægelser blev til en langsom omsmeltning af hele mig. Min krops færden i verden.

Alt jeg nu gør, tænker, skriver, mærker er forankret i den simple handling. Skovmeditationerne ville ikke findes uden den praksis.

At plukke græs.

At aldrig fjerne mere i haven end jeg med min krops kræfter kan, ingen maskinforlængelse til at forlænge min rækkevidde.

I dag plukker jeg græs på stierne mellem bedene. Det regnede i går, alt er sprødt og jeg skynder mig at dække den bare jord mellem mine spæde grøntsagsspirer med afplukket. Jeg har ikke opfundet græsafklip som jorddække. Jeg har ikke opfundet noget. Mine hænder er som dine, kan det samme og min krop har samme basale behov.

Nu siger jeg alligevel at jeg har opdaget noget nyt, nu vil jeg sælge denne ide.

Pluk græs.

Pluk græs og red verden, red dig selv!

Jeg er i gang med en længere tekst, hvor jeg forklarer det hele i dybden, men den proces er lang og sej, så jeg tyvstarter her. Det gjorde jeg forresten allerede i de to podcastafsnit Fremmedgørelse og flugt og Frihed og forløsning, produceret af Genfortalt Halland i efteråret, så der kan man allerede få lidt mere at vide. (Jeg siger helt sikkert også mere om det til arrangementet 11. juni til LiteratureXchange hvor emnet er katastrofeterapi)

Men for nu siger jeg: prøv det! Prøv det allerede i dag, det ændrer mere i dig end du tror, og mindre omkring dig end (maskin)normen nu, og verden har brug for netop den bevægelse.

Fotografiet øverst er den plæneklipper, jeg på Bondsäter holdt i live med forstærkninger af stålrør og ståltråd

… og med til historien hører også en omvej omkring en benzindrevet plæneklipper, som fulgte med den lille Jægerhytte, jeg købte og som virkelig, virkelig aktiverede alle mine maskinskrupler. Det skrev jeg selvfølgelig også et langt indlæg om, dengang var jeg i det hele taget bedre til at være her, det vil jeg gerne igen, blandt andet fordi jeg jo selv værdsætter det arkiv af proces-refleksioner, som ligger her.