Hop til indhold

Maja Elverkilde // Pote Produktion

Forside
Om mig
Om skovlivet
Om bøgerne
Om det håndlavede
Blog
Jeg er ude (foredrag og workshops)
6 punkter om Pote Produktion

Den slags skal gøres i dagslys

Om bogen …..

Roman: ‘Den slags skal gøres i dagslys’

Trykt bog, softcover, 200 sider, Pote Produktion 2017

199,00 Dkr

Share this:

Twitter
Facebook

Synes godt om dette:

Like Henter...

Instagram

Stormen kom først. Stormen kom og først bagefter begyndte jeg at forstå, hvad der skete. Jeg er stadig i gang med at prøve at forstå. Verden er stor og flimrende, jeg bor i en skov, stormen kom, og storm forstår jeg, men dagen efter var alting anderledes. Det er tilfældigt, at det stormede den dag og at skolerne i Danmark lukkede den anden dag. Jeg ved godt, at de to ting ikke hænger sammen sådan, som de for evigt er forbundet for mig. Det er tilfældigt, at stormen fik en i forvejen væltet stamme til at knække på midten, så den øverste halvdel nu er flyvende. Holdt oppe af en anden stamme. Det er mig, der fylder det med betydning. En flimrende, diffus betydning. Jeg bor i en skov. Oftest tænker jeg mest at jeg bor i en skov, mindre på det land, skoven ligger i. Der er så meget, jeg ville have anderledes. Hvis jeg kunne bestemme. Flimrende forestillinger om en verden, hvor grænserne for liv var bestemt af selve kroppene. Et skridt ad gangen, tid til at opleve forskellen på nu og nu og nu. Jeg bestemmer ikke og mit liv er præcis lige så inddelt i felter og styret af andres regler, som da jeg boede i en by. Og jeg bor i et land, der bestemmer at det, der sker nu skal tackles på en anden måde. En ikke-måde. Ingenting lukker, ingenting sker rigtigt. Jeg er begyndt at følge med, jeg forsøger at forstå. Jeg læser og ser pressemøder, det går 'hyfsat bra' siger sveriges glat arrogante talsmand for coronakrisen. Han siger, at kurven flader ud, og jeg ved ikke, hvor han kigger, men de officielle tal jeg ser på, er lodret opstigende. Skolen lukker ikke. Hver dag lukker ingenting, men i butikkerne bliver der hamstret på en måde, så jeg tror folk faktisk er bange for et endnu større kollaps end bare sygdommens. Strømsvigt fx. Når alt kildevand i butikkerne pludselig er væk, tror jeg at det er det, folk forbereder sig på? Jeg forstår mindre, jo mere jeg følger med. Hvad er strategien? spørger mine danske venner mig. Det kan jeg kun svare på med gæt. Gæt, der er vredt farvede af mine ønsker om at alt skulle være anderledes. Langsommere. Mit gæt lige nu er at strategien er en stamme, der tilfældigvis landede i et andet træs stamme, og derfor flyver lidt endnu.

Fødselsdagsbarnet sover stadig, bollerne er i ovnen og jeg sidder her og er følsom på den måde, man nu er, når det lillebitte væsen bare bliver større og større, og ni år?? Hvordan skete det lige 🌠😱 og så er der hele situationen, alt det udenom. Som er så stort, at det er svært at sige noget. Undtagelsen. Undtagelsen, der udvider sig og bliver hverdag, og grænserne mellem hvad jeg ved, hvad jeg tror, hvad jeg hører, hvad jeg ville ønske var sandt og hvad andre råber højt og igen ... grænserne er en gummimembran at slå panden imod, mens den lille hverdagsboble slutter sig tættere dag for dag. Fødselsdagen i dag bliver så ekstremt tæt og lille. Bare mig og drengen og min kæreste, gæsterne er aflyst, det er den første fødselsdag vi fejrer uden mormor og morfar, og siden Anette adopterede os, har hun også bare været der, hvert år, og det er så tomt uden dem. Fødselsdagsgaven fra mig er fælles med hans far, og ligger i dk. Vi har haft feber og hoste, vi ved jo ikke med sikkerhed at det er coronavirus, men vi ved, at vi ikke skal risikere noget, så vi er i karantæne i skoven, og hvornår han kan komme hen til sin far er uvist. Så små ting i den store sammenhæng, så store ting i en ni års fødselsdag. Drengen virker egentlig ok med dagens plan, som er en ekstra deluxe mys-dag, som han og jeg i forvejen har udførlige rutiner for. (Sukker & skærm ad libitum, ca). Men jeg er virkelig udfordret på mine enlig-mor-hvor-er-det-synd-for-det-ensomme-barn-komplekser. Alle har ømme punkter, undtagelsen blotlægger de flossede nerveender. Jeg sidder her og ved, at det hele er underligt, det er undtagelse og hverdag og stort og småt i en pærevælling. Alle følelserne er sande, men de er også ikke sande. Det er en underlig, lille, stille fødselsdag, men det er også en hel dag hvor vi er lige her. Sammen. Og resten af verden findes endnu, alting venter derude.

Alt er underligt lige nu, og hvornår lytter man ikke længere til myndighederne, der i Sverige stadig vil have børnene i skole og de voksne på arbejde. Ikke så meget længere, føles det som. Og i forvejen har vi en indkøbsrutine til to uger ad gangen, tilfældigvis var det i dag, og måske lignede vi hamstre. Måske kom der lidt ekstra af alt i vognen. Alt er underligt, uvirkeligt, alvorligt. Og midt i det, den pludselige storm 🌬🌪🌫 en storm, der er næsten befriende velkendt at værne sig i mod - og selvfølgelig lå der en sav i bilens bagsmæk, så det stormkæntrede træs top hurtigt kunne komme af vejen 🌉🌊🌉

Interviewet fra dansk Femina er rejst videre til et svensk ugeblad, Året runt, og her har de valgt at fremhæve mine toiletvaner, med rubrikken 'Ibland stannar jag lite längre på utedasset' 🏖😬 🍹 Altså, det jeg egentlig snakker om i interviewet, er at hver eneste gang jeg skal gå helt udenfor for at tisse i græsset, så (gen)opdager jeg, hvor godt det er at være ude. Mærke vind og vejr, opleve døgnets gang, huske at husets afgrænsning mod naturen er godt for noget, men også kan blive en dårlig vane. Magelighed, det er det, jeg mener og snakker om. Hvordan huset som komfortzone kan komme til at snyde os for en hel masse hverdagsmagiske udeoplevelser 🎠🎪🎢 Men, men, man skal nu heller ikke kimse af de gange, man vælger at blive siddende på toilettet bare lidt længere ... 🏄#skovhippyhappy med #dasvaner og #komfortmeninger

Jeg sidder så meget foran computeren i de her uger, jeg sletter og retter og pudser og tager beslutninger, der er svære men samtidig så enkle, fordi tiden har fået lov at arbejde dem frem. Ordene, der former historien bliver klarere mens de bliver færre, og jeg er nået til det punkt, hvor hele romanens handling er nærmest fysisk nærværende for mig. Hvis jeg laver en ændring i midten, kan jeg umiddelbart derefter slå ned på de syv andre steder - før og efter - som påvirkes og også må ændres. Det er som at gå rundt med et stort korthus indeni. Det føles på en gang mægtigt og skrøbeligt; mit at skabe, mit at beskytte 🐚🌊 🐚 Om to uger skal jeg give det hele fra mig, så er det redaktørens tur igen. Denne gang glæder jeg mig virkelig til han skal læse, for det er et kæmpe skridt mod noget bedre, som sker lige nu. Jeg har stadig meget jeg vil nå på de sidste to uger, sidder stadig meget foran computeren, men indimellem sker der jo også andet. Jeg går ud fx. I dag gik jeg udenfor og opdagede at fuglene er blevet mange, og at skyerne for et kort øjeblik gled til side 🐦🌬🏖 #nårvirejsertilmars er #himlenbrunoglilla og #fuglene #skalviselvfindepå 🕊

Hele dagen i går var det #fettisdagen uden at vi spiste en eneste Semla - men så reglen heldigvis dobbelt op dagen efter. Har jeg bestemt 🍰💛🍰

Jeg skriver om:

bad Bambus begivenhed beredskab bil og vej Bondsäter brevkasse brænde bønder og nomader cyklus det forliste det mest intime Dyr flok og frygt fortryllet forår Frihed Frygt historien huset hverdag Håndlavet høns idyl industri Katte kattene kompromis køkkenhavekærlighed lys Længsel manifest mennesker og maskiner Mus naboerne nu offentlig gråd puslespil rutine skoven skrammet sne solbær sommer spirer spor tiden findes tipi valg vildeskriverliv

Follow Maja Elverkilde // Pote Produktion on WordPress.com

Følg bloggen via mail

Skriv din mailadresse for at følge denne blog og få notifikationer om nye indlæg

Mest læste lige nu:

Blogarkiv

Blogarkiv

Oversæt

Powered by WordPress.com.

Post to

Annuller

%d bloggers like this: