‘Hjem’ er den femte bog i Pote Produktions Unika Serie, og handler om fordele og ulemper ved forskellige bo-former. Denne version af teksten er indlejret i en kasseret biblioteksbog, er illustreret med udklip fra en faktabog om jorden og indeholder en nøgleæske. ‘Hjem, version 4’ tilhører Anette Leegaard Fuhlendorff, der i bytte har givet mig sin keramiske mutanthane. Herunder kan du se og læse hele bogens indhold.
(Du kan læse mere om tilblivelsesprocessen og se billeder af mutanthanen her.)
KNAPPER, DER FREMTRYLLER LYS, vand indlagt i rør. Den susende lyd fra en affaldskakt. Kloak. At skylle ud. Væk, pist borte med lorten.
Jeg ligger i sofaen, jeg ligger i en sofa, jeg ligger. Jeg står i en kø, jeg står i en kø, jeg står. Jeg går på asfalt, asfalten dækker det til, det mudrede, det der bliver et søle, hvis så mange mennesker skulle gå og gå og det sjap glider man i, bilerne kører fast i det, ingen vegne kommer man i det uden asfalt, asfalten er en gave, fartens gave, de tørre fødders gave, fremkommelighedens gave. Jeg går ikke ud. Jeg ligger i en sofa, jeg ser Netflix, jeg er afhængig af de følelser som findes på skærmens mange smukke menneskers ansigter, de græder ofte, så græder jeg med dem. Jeg bestiller mad, som bliver bragt til min dør, vroom, det er en bil eller en scooter, hvad ved jeg, lige glad fordi: Så slipper jeg for at gå og for at stå i den kø, den kø, den kø. Der er altid et neonlys, der blinker, altid for mange mennesker og det tager tid, det er sneglende. Ved kassen sidder et menneske, som gør maskine. Det er bedst når de gør maskine tavst og uden at se op, det er et problem hvis de vil snakke, det er pinligt at svare og pinligt at ikke svare. Jeg går ikke ud, jeg bestiller mad, jeg er så træt. Så træt, jeg ligger i min sofa og skal tisse, og det er for meget. De skridt, den bevægelse, op ad sofaen, ud, men ikke ud, vi siger det bare, ‘ud på toilettet’ og ‘ud med lorten’ og skylle, skylle, pist væk borte.
VI SIGER, AT JEG VAR lidt deprimeret i byen, lad os bare sige det, men jeg siger mere, jeg har mere at sige, jeg siger: Knapper, der fremtryller lys, vand indlagt i rør, asfalt for fremkommelighed og fart. Jeg siger: Traumet at vi fra fødslen er adskilt fra alt, at knapperne adskiller mig mere, at jeg ikke forstår hvor lyset kommer fra, hvor vandet bliver af og hvor fremkommeligheden fører mig, i hvilken fart.
Hvis du efterlader spor, har du gjort noget forkert. Det kommer fra en nyhedsudsendelse. Altid noget, jeg har set på en skærm, det er et problem, det er også et problem. Men. Det var i nyhederne, og det handlede om rettigheder og arv, og det blev sagt af en efterkommer af de indfødte amerikanere. Hun sagde, at Amerika allerede var beboet, da de spanske erobrere kom til. Hun sagde, at fordi der ikke var store monumentale bygningsværker troede de, at jorden ikke tilhørte nogen. Hun sagde, at de tog fejl. Hun sagde, at jorden aldrig tilhører nogen. At hver gang mennesker efterlader sig varige spor, har de ændret noget, som ikke skulle ændres. Hun sagde det, hun sagde mere: Så har de gjort noget forkert; begået en forbrydelse mod en anden lov, som ikke er menneskets.
10 GRUNDE TIL AT VÆRE BOFAST
(faste vægge, tag, fundament, vinduer, livslang planlægning)
1) Ejendomsrettens beskyttelse – på denne plet jord er du fri til at leve som DU vil, du kan have hæk, du er fri til at unddrage dig andres blikke
2) Indkapslet i huset ved du hvad/hvem, du lukker inde og ude. Den ro
3) Det monumentale: At bygge op og efterlade sig det spor af levet liv
4) Det museale: At vedligeholde og bevare det bevis for menneskets særlige privilege på kloden – at fylde
5) Det kreative: Du kan skabe de rammer om dit levede liv, som du har evner og lyst – og råd – til
6) Indenfor den afgrænsning af vægge, gulv, loft har du indflydelse på luftens temperatur og fugtighed
7) Skærmet af husets ruder kan du nyde udsigten til det ude, uden at generes af vejr, støj, insekter
8) Andre kan kigge misundeligt ind; det lys, der stråler ud
9) Dit rene, tørre tøj dufter, vækker ikke mistanke, stikker ikke ud
10) At have mulighed for at eje hus på jord er at udskille sig som respektabel borger, der (om ikke andet) har tag over hovedet
SIDEN JEG FLYTTEDE FRA mit barndomshjem (19 år gammel), har jeg højst boet et sted i halvandet år ad gangen, ikke planlagt, det er bare blevet sådan. Da jeg (ved et tilfælde, forskrækket) opdagede det (39 år gammel) flyttede jeg igen. Til Sverige og langt ud i en skov, hvor jeg blev boende i 3 år. Nu bryder jeg en forbandelse, tænkte jeg. Min flytteforbandelse. Jeg troede at jeg skulle blive der, der i ulveskoven, hvor jeg endelig græd over følelser, som var mine. Men det gik ikke. Skovvejen om vinteren var et sjap, et søle, vi var for alene, mig og min dreng, en dagsrejse fra alle dem, som er hans familie, børn skal have familie, børn skal have venner, jeg var ikke nok, jeg slog ikke til, jeg gik i stykker. Jeg ville ikke ødelægge ham. Alt det, og alt muligt andet og vi måtte flytte. Nu bor jeg i en anden skov, en mildere skov, en nærmere skov. Jeg har boet her i et år. Jeg bor ikke til leje, jeg låner bare huset midlertidigt. Huset kommer måske til salg og jeg vil måske gerne købe, men jeg har aldrig penge nok og jeg er også imod ejendomsretten, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. For det kan jo ikke blive ved. Jeg kan ikke flakke rundt for evigt. Jeg har et barn. Jeg har ansvaret for mit barns barndomshjem. Hjem. Ordet er det samme i ental og flertal, men det er ikke det samme som at det er det samme.
9 GRUNDE TIL AT VÆRE NOMADE
(telt, shelter – flytbare vægge, intet fundament)
1) Hvis du efterlader spor, har du gjort noget forkert
2) Du holder flugtvejene åbne
3) Hvert nyt sted har nye udsigter, rum, rutiner – den gave at starte forfra
4) Du sover med lyden af vind, træer og natdyr, der pusler
5) Når du vågner fortæller luften dagen mod din hud
6) Fordi du altid allerede er der, ser du, du ser når ungfuglene øver sig i at flyve, fra krat til grene og højere op
7) Du får rutiner, som er stedsuafhængige. Du finder den sten, hvor himlen er smukkest om aftenen, du sanker tørre grene fra stormfældede træer på vej tilbage, du lægger det ved bålstedet, klar til næste morgens bål
8) At hele det traume, at du fra fødslen er adskilt fra alt, huden som hus, som flytbart fængsel, et uigennemtrængeligt panser, den sorg
9) Din grundlæggende tvivl om din plads i klodens kredsløb vugges til ro af insekternes behov for at suge dit blod
JEG ER IMOD EJENDOMSRETTEN. Jeg er imod retten til at eje jord. Jeg er imod at mennesker kan tegne en firkant på et kort og beslutte: Nu ejer x-menneske x-stykke jord.
Som om jorden ikke allerede er beboet. Et kredsløb så kaotisk, så stort, så småt, så æterisk, så fast, så dybtliggende, så ufatteligt. Og vi lader bare som ingenting, planerer og bebygger og bebor.
BZ BZ BZ.
Jeg er imod.
(‘Planet’, siger jeg og det er noget rundt. Cirkel, klode, kredsløb. ‘Udplanet’, siger jeg og det er glat, det er flade .Tromlet ned. Plan, planet, udplanet.)
(Det handler også om penge, det handler også om normalitet. Det handler om en måde at arbejde på som jeg ikke gør (kan eller vil? Jeg ved det ikke, begge dele vel), og det handler om min frygt for at blive peget ud. Udstødt. At altid flytte og altid være den nye. Den fremmede. Den udenforstående. At gøre det mod sit barn. Jeg mangler en plan.)
7 GRUNDE TIL AT BO TIL LEJE
(faste vægge, flytbar fremtid, faste aftaler, kontraktens beskyttelse men frihed til bevægelse)
1) Hvis det er med vicevært: At have en vicevært
2) Sikkerheden i at du kan opsige lejemålet når og hvis du vil
3) Sikkerheden i at du kan blive så længe og hvis du vil
4) Faste, stabile udgifter at kalkulere med (varsling og frister)
5) At slippe for at eje; slippe for dét parasitskyldkompleks i det mindste
6) Det er udbredt, og derfor enkelt at forklare sig som ‘lejer’, normalitetens beskyttelse
7) Muligheden for at opsige sit lejemål og flytte (fx væk fra dårlige naboer eller tættere på jobmuligheder)
Jeg bor i en skov, jeg har et hus til rådighed, men valgte at flytte ud i et telt i grundens sydvestligste hjørne for sommeren. Jeg besluttede at flytte ud af huset og ud i skoven og jeg lavede et bålsted, satte presenning op for at skærme mod regnen. Da solen kom frem efter fire dage, fældede jeg tre nøddehegn og et grantræ for at få en god plads i solen. Morgensolen. At sidde der med morgenkaffe. Men der var en myretue der. Men jeg dyngede mos ovenpå (blødt gulv for mine bare tæer). Men myrerne kravlede ovenpå, bed mig. Men jeg hentede en havestol at sidde på, hævet over jorden, allerede adskilt fra. Parasit. BZ. Og jeg hentede en stol mere, metal og kunststof, minedrift og fabrikker, parasit, parasit. Så sad jeg der i solen, den plet jeg havde erobret og jeg kiggede ned på myrernes færden. Dernede, under og mig over, og det gør så ondt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
8 GRUNDE TIL AT BO PÅ HOTEL
(Maximal komfort, fri bevægelighed, låst dørs beskyttelse)
1) Ingen kigger på dig. (Du kan have nedrullede gardiner døgnet rundt uden at nogen blander sig)
2) Alt er inden for rækkevidde, alle basale behov kan dækkes uden at du skal bevæge dig mere end få meter. (Roomservice!)
3) Du kan gå ud og komme tilbage til nyredt seng, rent gulv, tømt affaldsspand – den magi
4) En receptionist har opgaven med at holde fremmede ude; den sortering, de valg, afvisningens ubehag – du slipper. (Usynlighedskappe)
5) Morgenmadsbuffet, det rige udvalg! Du kan gå forbi ti ting før du forbarmer dig over et stykke skinke eller den dampende røræg
6) Du ser ikke madens emballage eller tilberedelse, skal ikke forholde dig til hvor det kommer fra eller hvordan
7) Du ser ikke hvad der sker med maden bagefter, de lukkede øjnes privilegier
8) Allerede når du tjekker ind adskiller du dig som en, der kan – økonomisk fri, eksklusiv, åbne døre – udskillelse til et bedre selskab. (Og jo længere ophold og dyrere hotel, jo mere fri og eksklusiv)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 