Hvis vi nu siger at internettet også er hjemme for os moderne væsner, så er min blog en slags hus.
Sådan et, hvor alle døre er åbne døgnet rundt, og du må snuse omkring så længe du har lyst.
Nogle steder kan du efterlade en hilsen, og når jeg om lidt har opfundet formen, kan du måske også ændre lidt på indretningen nogle steder.
Og når du så ikke kan finde mere her hos mig, men slet ikke er færdig med at besøge folk – for underholdning, for inspiration, for viden – så samler jeg her en lille guide til steder, jeg selv holder af at hænge ud.
Min guide er slet ikke færdig endnu, men kommer til at bære præg af mine særlige interesser, som er:
- Hverdagsaktivisme med fokus på omstillingen til en ny klimavirkelighed
- Kredsløb og infrastruktur som noget, vi skal generobre retten til selv at skabe
- Håndværk med hænderne (at bygge eget bo, klæde sig selv på, hverdags-redskaber skaber hver dag)
- Køkkenhave på perma- og skovmåden
- Alle de gamle bogbindingsteknikker med genbrugs- og naturmaterialer
- Helt almindelig underholdning fra rigtige mennesker med integritet og humor
Fortæl mig endelig om dit helt eget internet-hjem eller andres yndlings-hæng-ud-steder!
(Dette er en del af mit hverdagsaktivistiske år, hvor jeg, i forsøget på at få større overensstemmelse mellem mine holdninger og mit levede liv, undersøger alternativer til alle mulige præfabrikerede maskiner. I januar er mit fokus på sociale medier, der i denne hjemme-hos-analogi fx kunne sammenlignes med kontorhoteller?)
Læs mere om mit hverdagsaktivistiske år her.


Vegetarisk Hverdag
Type: Vegetariske opskrifter
… men også en blog om hverdagslivet for Camilla Skov og hendes familie.
Hönshuset
Type: Blog og shop
Nelli bor med sin familie i vestjylland og er selvstændig
grafiker: Siden er både butik og blog og begge dele
er på den fineste, slowliving-måde.
We flow the desert
Type: Blog på Medium
Bilimarie har købt et stykke ørken og er nu igang
med langsomt, langsomt at forvandle det til en skov.
En kærlighedsgerning som jeg er fuldstændig forelsket i!
www.blogsbjerg.com
Type: Hverdagsblog
– Klogt om hverdagsliv – fokus på mental og økonomisk
minimalisme, og dejligt åbne øjne for nødvendigheden af
at ændre vaner også for klimaets skyld
Live free or die trying
Type: Youtubekanal
– Michael Roer laver passioneret slow-tv om livet i et svensk
træhus, som han er ved at restaurere – og om turene i
den skov, der ligger omkring huset.
Jordbo – Føljeton
Type: Ugebrev til mailboksen
– Jordbo er et brev med tanker om årstiden, miljøet og livet
på Jorden. Emmy Laura Perez Fjalland kuraterer videnskab,
omsorg, gøremål og æstetik – som inspiration til Jordbolivet
midt i en økologisk krise.
www.projecthandmade.dk
Type: Blog
– Jane Ibsen Piper ser jeg som af de danske pionerer på det
felt, der forener bevidstheden om klimaændringerne med alle de
små handlinger i hverdagen, der tilsammen skaber vores liv.
En kæmpe inspiration, for mig personligt især når det gælder hendes tilgang
til økonomi! Udgiver bøger og podcast – men bloggen som
arkiv er også værd at fordybe sig i.
Mr. Money Mustache
Type: Blog
Det var hos Jane (ovenfor) jeg første gang hørte om FIRE-bevægelsen,
der siden er blevet mere udbredt. Det handler (meget kort fortalt) om at skære så meget
ned på sine udgifter, at man hurtigt optjener et overskud, som man investerer i
at blive økonomisk uafhængig af fuldtidsarbejde. På denne blog får man masser af
tankevækkende og inspirerende viden om modellen på en rar, humoristisk måde.
www.2030-planen.dk
Type: Hjemmeside med blog
– I 2009 lagde en familie i Vallekilde deres egen 2030-plan, som de
har fulgt siden. På siden deler de ud af deres erfaringer med at leve
et helt almindeligt familieliv med CO2-reduktion til inspiration for andre.
(Charlotte Weitze, forfatter til mange fantastiske bøger, bl.a. Rosarium
(Gutkind 2021) er ene halvdel af parret.)
www.andelsgaarde.dk
Type: Hjemmeside
– en vigtig, sympatisk, klog bevægelse, der vil købe landbrugsjord og omlægge
det til bæredygtige gårde til gavn for at imødegå klima- og biodiversitetskrisen.
www.luiluicph.dk
Type: Hjemmeside
– Louise Midfjord laver vidunderlig bogbindingskunst med smukke, restaurerede
maskiner – man kan købe håndlavede bøger eller lære selv at lave dem.
www.saragade.dk
Type: Hjemmeside med blog
– Sara Gade ved så meget spændende om planters farvepigmenter, er kunstner
og underviser og står bag Pigmenthaven i Rønnebæksholms Herregårdshave
Laboratoriet for Æstetik og Økologi
Type: Hjemmeside
– Forlaget udgiver vigtige bøger, men udstillingerne er mindst lige så
spændende. Her vil jeg især fremhæve Medicinhaven for Radikal Omsorg,
der var en del af Rønnebæksholms udstilling ‘Soil Sickness Society’ i 2021.
I forbindelse med den udgav de ‘Husholdningsbogen for radikal omsorg’, der
kan downloades (men vist også kommer i trykt form).
www.holmafolkhogskola.se
Type: Hjemmeside
– skolen ligger i Skåne og har kurser med både praktisk fokus på at dyrke mad
på holdbare måder og mental omstilling.
www.alternativ.nu
Type: Internetportal
– en fantastisk, svensk portal for alle, der interesserer sig for alternative livsformer.
Der er et væld af muligheder for at stille praktiske spørgsmål, søge bosteder
eller starte filosofiske diskussioner. Og så er der tilmed en datingsektion!