Da jeg valgte navnet Pote Produktion, var det for mig helt indlysende at poten symboliserede min hånd – og lige så selvfølgeligt at poten måtte tilhøre en bjørn.
Men siden jeg offentliggjorde navnet er det gået op for mig at logikken ikke er så klar endda, for jeg bliver ofte spurgt om hvad poten betyder.
Og hvilken betydning har bjørnen så egentlig for mig …
I 2010 boede jeg i Københavns Nordvestkvarter og bidrog til Forlaget Korridors antologi ‘NNV Korridorer‘ med teksten ‘Brun Bjørn’.
“… om pubertetens vilde ritualer, om at være kejtet og svedende spærret inde i sin ham, og om Ungarns Sletter,” skriver Mai Misfeldt i Berlingskes omtale af antologien – og det er en meget præcis beskrivelse af en ret syret tekst.
Jeg-et i fortællingen er helt konkret omsluttet af en bjørneham, som har lynlås og kan tages af og på, mens kløerne sidder fast på selve huden. Da hun vil fremvise huden under pelsen, kommer hun klodset til at flænse den tyggegummityggende dreng, hun ellers gerne vil kysse.
Da jeg skrev teksten, husker jeg mest at jeg var optaget af sproget, og af at jeg ville turde skrive med mindre kontrol og overblik end jeg ellers er tilbøjelig til. (Et tilbagevendende problem, som jeg skriver mere om i punkt 5)
Når jeg genlæser teksten nu, forstår jeg mere om mig selv. I løbet af de seneste år er jeg i det hele taget oftere og oftere konfronteret med mine ældre tekster på netop den måde – som om min egen selvforståelse halter efter mine tekster, med årelang forsinkelse.
I efteråret 2013 flyttede jeg til Sverige, langt ud i en skov til et hus uden el, jeg begyndte at skrive på en gammeldags skrivemaskine – og fik en bjørn i vinterhi som nabo.
Jeg vidste det ikke med sikkerhed før efter to år, men som noget af det allerførste fotograferede jeg en overvældende stor lort (billedet er næstnederst i dette blogindlæg). Uanset hvor skeptisk jeg selv var, så kunne jeg ikke finde andre dyr, den kunne stamme fra i den bog om ‘Dyr & spor‘, som blev flittigt brugt til at forstå mine nye, vilde omgivelser.
Jeg spurgte de lokale om det kunne passe, og det kunne det overhovedet ikke. Bjørnene holdt til meget længere nordpå. Men da det blev forår så jeg tydelige bjørnespor i mudderet, og da det blev november så jeg dem igen i det første, tynde lag sne. Lige ude på skovvejen, der gik tæt forbi huset. Og så igen om foråret, og igen da vinteren faldt på det andet år.
Da jeg spurgte de lokale igen, var det vist alligevel rigtigt nok at der var nogle enkelte hanner, der gik i hi der. Unge hanner, der ikke fik plads, hvor de andre holdt til og derfor måtte søge længere sydpå.
Det føltes så passende, som det helt rigtige selskab for mig, deroppe i mit eget, selvvalgte hi.
I foråret og sommeren 2016 havde jeg kærestesorg og midtvejskrise, så hårdt tvundet sammen at det tog mig lang tid og mange ord at forstå hvad der var op og ned i den knude. Lysten til at gøre mere selv, den har jeg altid haft. Men det var først i forbindelse med den krise, som i bund og grund handlede om alt det jeg ikke-turde og ikke-gjorde, at jeg for alvor begyndte at forstå konsekvenserne af mit bjørnehi og min evindelige flugt fra alt det, jeg ville.
I april skrev og udgav jeg digte hver dag på en blog (som del af NAPOWRIMO, en frivillig, international skriv-hver-dag-udfordring) – det var på det tidspunkt ekstremt grænseoverskridende – både det at skrive digte, at gøre det på engelsk og vise så hurtige, spontane tekster frem. Det var et af de første skridt ud af hulen. Den 16. april skrev jeg dette om ‘den officielle Bjørn-Stå-Op-Dag‘
Derfra gik det hurtigt; i maj tog jeg beslutningen og fandt på navnet – i juni 2016 offentliggjorde jeg Pote Produktion. Bjørnens pote er mit logo. Omhyggeligt tegnet i hånden, efter et billede i bogen ‘Spor efter dyr’ og siden reproduceret på mange forskellige måder, blandt et hånd-udskåret stempel af viskelæder, og hvis man spørger mig hvorfor det lige netop skal være en bjørns pote? Så er dette mit svar.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 