Skovmeditationerne som udstilling

Skovmeditationerne er 17 handlinger til at forbinde kroppen bedre med naturen.

Ved indgangen til udstillingsrummet står et træ, med opgavekort man tage med ind – og selve rummet er indrettet med materialer, jeg har samlet i skoven, ved havet, på loftet og i den lokale genbrugsbutik.

Visne blade, rustne cykeldele, mos, plantede træer, småbitte dun – alt må man bruge og flytte rundt på! At forbinde sin krop med sine omgivelser må nemlig nødvendigvis være en både personlig og taktil sag.

Jeg opfandt Skovmeditationerne mens jeg skrev romanen ‘Når vi rejser til Mars’ (Escho 2021). I bogen beskriver jeg både mine egne oplevelser med handlingerne, og mine ambivalente reflektioner over selve begrebet natur.

Efterfølgende har jeg overgivet mig til at handlingerne har været en åbning for mig selv, som jeg gerne vil give videre. Derfor findes Skovmeditationerne også som et håndsyet hæfte, der kan bestilles, og en gratis, printvenlig pdf-fil.

Mere om ‘Når vi rejser til Mars’

Mere om de trykte versioner af Skovmeditationerne

Skovmeditationernes liv i tid og rum

Udstillingen blev oprindeligt udviklet til Islands Brygges Kulturhus’ udstillingsrum Biokuben, hvor den var i marts og april 2022. Efterfølgende har Skovmeditationerne været med på Lille Bogdag, der fandt sted på Johan Borups Højskole 28-29. maj. Til efteråret skal de videre til Frederikshavns Biblioteks Poesiuge 35 og derfra direkte til Odense Bibliotek, hvor den for første gang skal sættes op helt uden vægge, men simpelthen findes midt i biblioteksrummet.

Hver sted er med til at forme og definere udstillingen, på samme måde som hver eneste besøgende, der for en stund gør rummet og alle tingene deri til sine egne.

Herunder kommer en lille billedserie af tingenes liv i de forskellige rum (nyeste øverst). Send meget gerne dine billeder fra rummet til: 26 36 15 02 eller til: majaelverkilde@gmail.com – så kommer de med i fortællingen her! (Fotografierne i collagen herover er taget af Frej Rosenstjerne og Rakel Vater-Thorning.)

Lille Bogdag
28.-29. maj 2021

Foto: Frej Rosenstjerne

Lille Bogdag er mikroforlagenes bogmesse, der har fundet sted siden 2015. Begivenheden har de seneste år fundet sted på Johan Borups Højskole ved Frederiksholms Kanal, midt i København. Her fik Skovmeditationerne et ekstremt smukt rum at udfolde sig i! Oven i den luksus, som omgivelserne var, har Lille Bogdag to fotografer, der dokumenterer hele weekenden, og altså også udstillingen. De billeder har jeg fået lov til at bruge her og det er jeg meget taknemlig for.

Foto: Rakel Thorning-Vater
Foto: Frej Rosenstjerne

Fem glasvaser blev helt tilbage i marts, ved udstillingens første opsætning, fyldt med vand og forskellige elementer. Siv, tang, sand, skaller, forkullet træ, sten. Da jeg pakkede udstillingen ned i slutningen af april, var der allerede sket meget i glassene, og da jeg pakkede dem op igen i slutningen af maj, så tre af glassene sådan ud:

Foto: Rakel Vater-Thorning

I de to sidste var vandet hurtigt fordampet. Jeg har i tvivl om jeg skulle fylde nyt vand i, men jeg besluttede at det må være den proces, der selv er i gang, som bestemmer, og jeg kommer heller ikke til at hverken genfylde eller tømme vaserne før udstillingens næste opsætning til Frederikshavns Biblioteks Poesiuge.

Foto: Rakel Vater-Thorning

En trappeopgang ledte op til udstillingsrummet, og på væggene hang alle sytten handlinger både på væggen, til dem der ville læse – og som opgavekort at trække på uro-træet.

Foto:

Fordi udstillingen kun var der i en weekend – og fordi den var del af en bogmesse, var muligheden for at være alene i rummet nok ikke så stor som i den langstrakte periode hvor den var på Islands Brygge. Jeg holdt mig selv væk fra rummet, bortset fra i begyndelsen, hvor jeg satte den op.

En del af mig havde virkelig meget lyst til at være der hele tiden, men det var en flue-på-væggen-nysgerrighed, og min oplevelse var at jeg (selvfølgelig) ikke kunne være der, uden at det lynhurtigt udviklede sig til omvisnings-situationer, som blokerede for selve udstillingens formål: At de besøgende selv indtager rummet og for en stund gør det til deres eget. At de besøgende fokuserer på selve mødet mellem deres krop og tingene. At tiden står en lille smule stille, så der er plads til bare at være i det, der nu er.

Jeg havde mine egne oplevelser i skoven, mens jeg udviklede handlingerne. Nu har jeg skabt et rum, som jeg ønsker skal give andre den mulighed, for at have deres egne oplevelser. Det giver sig selv, at jeg ikke kan være del af det.

… og netop derfor, på den paradoksale måde, så er det en helt særlig oplevelse for mig at se fotografierne af mennesker, der interagerer med både rummet og hinanden. Fordi så får jeg en lille smule lov til at være fluen på væggen.

Her er det fotografen Frej, der har fået lov at fotografere en, der har trukket opgaven, hvor man skal sove & vågne.

Foto: Frej Rosenstjerne

Og bagefter fik han den idé, så smukt i tråd med hele udstillingens møde-mellem-elementer-tanke, at den fotograferede også skal være den fotograferende. Her er det Frej, som udfører en balancehandling fra et andet kort, og den før-sovende har taget billedet. (Jeg har desværre ikke hendes navn.)

Foto: Før-sovende menneske

Mit absolutte yndlingsbillede fra Skovmeditationernes besøg på Lille Bogdag er dette. Det giver mig også en lille smule ondt i mine fødder at kigge på. Jeg tror, det er derfor jeg elsker det.

Foto: Frej Rosenstjerne

Biokuben, Islands Brygges Kulturhus
Marts-april 2021

Biokuben ligger som et glasbur i kulturhusets café. Det gav mig nogle udfordringer i forhold til mit ønske om at rummet også skulle fungere som et sted for fordybelse. Samtidig skabte de store glaspartier en smuk sammenhæng til havnen – himlen og vandet – udenfor. For at afskærme uden fuldstændig at blokere ind- og udsyn valgte jeg at hænge skovmeditationerne op på ruderne, stille to træer i potter ud mod havnen og byggede en lille halvvæg ved indgangen.

Her er et billede af udstillingsrummet før opsætningen, som måske lidt bedre forklarer opstillingen:

Dette billede viser indgangen med min hjemmebyggede skillevæg:

Ved indgangen hang en plantegning, som sammen med en grundig inventarliste viste hvordan tingene oprindelig blev placeret:

På den måde var det muligt som besøger, at gå på opdagelse efter ændringerne i tingenes placering.

Hvert opgavekort har en opgave. Nogle handler om at være i ro, røre ved eller tænke på noget på en ny måde. Nogle har helt konkrete anvisninger, der handler om at bruge og flytte rundt på ting. Som dette:

Allerede mens jeg satte udstillingen op, var det tydeligt at rummet var en magnet for børn – selve glæden ved at undersøge de forskellige ting med hænderne, glæden ved at flytte rundt på dem, sætte elementer sammen på en ny måde! Jeg håber at voksne også vil give sig tid til at dykke ned i det univers …

De to små træer, jeg gravede op og plantede i potter sprang ud mens de stod i rummet. Også skovbund, de voksede i levede sit eget liv, og pludselig var Dorothealiljer også en del af udstillingen.

Imens stod nogle glasflasker med siv og tang i vand, der langsomt gik i opløsning.

Vand er i det hele taget så essentiel del af vores eksistens, at der nødvendigvis må være handlinger, der fokuserer på kroppens forbindelse til netop det element. På et marmorfad stod fade klar til de opgaver.

… og ovenover hang en tørresnor, til de klude man bagefter tørrede op med.

Dette billede fik jeg tilsendt af en besøgende. Her kan man se at den sivkurv, der tidligere rummede et løg pludselig er flyttet ind på marmorpladen.

I det hele taget nået meget at ændre sig i de to måneder udstillingen levede i Biokuben. Også ting, jeg slet ikke havde forestillet mig, og som jeg indrømmer udfordrede mig lidt. Her er et billede af min egen opsætning af en sten med strandvasket træ, en hofteskål fra et lille dyr og to små skåle med strandvasket glas og små konkyliedele.

… og et tilsendt billede, der viser at hofteskålen nu findes i løsdele. At se den fint sammenføjede hofteskål adskilt, det indrømmer jeg forstyrrede mig. Jeg blev ked af at nogen havde ødelagt den. Jeg tog mig selv i at gennemtænke alle udstillingens enkeltdele, og overveje om jeg ville tage noget ud. For at beskytte det. Beskytte det mod noget, jeg opfattede som forkert. Meningsløst. Hvorfor adskille noget, som var samlet så perfekt? Som ikke kan samles igen?

Det har jeg tænkt meget på, men selvfølgelig er det også en del af udstillingen. Selvfølgelig er det også – især – meningen at forstyrrende ting skal ske. At jeg aldrig skal vide hvem, der skilte knoglerne eller hvorfor. Jeg skal bare stole på at det betød noget og slippe behovet for at forstå det. På samme måde som alle de andre små bevægelser, som er mindre irreversible, og derfor kan virke mere ubetydelige. Men tænk nu hvis det betød alverden, for den, der flyttede de små skåle hen på den rustne kagedåse, sammen med et nyt stykke træ og en glasflaske, som tidligere stod i den anden ende af rummet?

Nederst på inventarlisten var der en lille opremsning af hvorfra jeg har skaffet udstillingens elementer. Organisk, maskinforarbejdet, håndforarbejdet, midt i omsætningsproces, stadig spirende – mulighederne for systemer er uendelige – og det allersværeste man kan gøre, er måske at gå ind i rummet helt uden.

Nu er Biokuben forlængst tømt igen, en ny udstilling er på plads, efter den en ny og så videre.

Men for mig, og måske andre, hænger rummet nu for evigt sammen med de elementer, der var der og de mennesker, der rørte dem. Brugte dem, flyttede rundt på dem, så dem. Elementerne har lagret lidt af det møde i sig, og de tager det med sig videre.

Udstillingens tilblivelse i skoven
Februar 2021

Det allerførste rum, hvor Skovmeditationerne fandtes som samling af fysiske elementer, var i skoven hvor jeg bor. Ved siden af yurten lavede jeg et rum, der kun bestod af brædder, lagt ud så de markerede det udstillingsrum, de skulle være i på Islands Brygges Kulturhus. Et to-dimensionelt rum, kunne man sige, fordi der ikke var nogen egentlige vægge, kun den imaginære afgrænsning på jorden. Et ekstremt tre-dimensionelt rum, kunne man også sige, fordi skoven og himlen, lugtene, lydene, det hele, blev en del af udstillingens tilblivelse.

Herunder kommer en baglæns billedserie, der viser hvordan jeg fandt og samlede de forskellige elementer – fx rustne cykeldele fra stengærdet langs grunden, skaller fra stranden ved Halmstad, fade af forskellige materialer købt i den lokale genbrugsbutik, hjemmegarvet skind, hjemmehæklet tæppe og ikke mindst mos, sten, blade og så videre samlet i min baghaveskov.