På Göteborg station er der mange henvendelser. Jeg er der regelmæssigt, i starten blev jeg påvirket af de mange, der rakte papkrus i mod mig, bønfaldende ansigter, stemmer. Nu sælger de et blad, jeg har glemt hvad det hedder, jeg har aldrig købt det – det svarer til Hus Forbi, men informerer om Romaernes vilkår. Jeg har ikke/aldrig aktivt besluttet mig for at jeg ikke vil købe det, jeg har bare ikke/aldrig kontanter på mig. Siger jeg til mig selv. Beroliger jeg mig selv. Jeg er forskrækket over min egen evne til at sortere dem fra efterhånden. Jo flere, der henvender sig, jo mindre ser jeg dem, hører dem. Tilvænning. Men i sidste uge blev jeg stoppet af en kvinde. Jeg ved ikke hvorfor lige hun trængte igennem mit panser. Mit tykke, tykkere panser af: Det er for meget, der er for mange, jeg har ikke nok at give. Måske var det udseendet. Hun var korthåret, en lidt punket frisure, hun havde sorte bukser og læderjakke på, det ramlede på en sær måde imod hendes alder. Midaldrende, ældre end mig, tror jeg. Tror jeg, fordi hun så mere slidt ud. Slid. Jeg lever så forskånet, så privilegeret, og alligevel synes jeg hele tiden/altid at det er MIG det er SYND for. Så slår jeg mig selv i hovedet med det. Så bliver jeg lidt vred, og siger, til mig selv og verden, at jeg faktisk GODT må have det GODT. Hvorfor må JEG ikke have det GODT? Jeg tager min iltmaske på og hyperventilerer.
Kvinden. Hun sagde noget på gebrokkent svensk, og jeg svarede rutinemæssigt, glat, trak beklagende på skuldrene: Jeg har desværre ikke nogle kontanter. Men hun rystede ivrigt på hovedet: Nej, nej, ikke penge, jeg behøver mælk. Mælk.
Det var det, der for alvor trængte igennem panseret. Det overrumplede mig. Så konkret. Mælk?
Vil du gå med mig i Hemköp og købe mælk til mig?
Det var umuligt at sige nej til.
Jeg havde min dreng i hånden, vi var på vej ud for at finde en cykelbutik, så vi kunne købe en ringeklokke til hans cykel. Vi har det så godt. Så forpulet godt, selvfølgelig kunne jeg gå med hende i Hemköp og købe mælk. Det sagde jeg til drengen: Vi skal lige i butikken og købe noget mælk til kvinden, for det mangler hun. Han nikkede uinteresseret, var meget optaget af tøjbutikkernes mannequindukker, ville vide, om det var dukkerne man købte? Deres hår? Tøjet? Han så nogle store sten i et vindue, som han af en eller anden grund blev så fascineret af, at han stoppede op. Kvinden gik ved siden af mig, hun snakkede uafbrudt. Undskyldte sit gebrokne svensk, jeg fortalte at jeg heller ikke var svensk, vi smilede til hinanden. Bleer. Hun havde brug for bleer. Og mælk. Hun slog opgivende ud med armene: Broke! Jag är helt broke! Sådan kan det gå, svarede jeg og smilede og smilede, svedte lidt, syntes der var så langt hen til Hemköp, vi passerede butik efter butik i storcentret, overalt omkring os var der mennesker. Mennesker. Andre mennesker.
Jeg bor i en skov. Nærmeste nabo bor fire kilometer væk. Når en bil passerer forbi på vejen, stopper vi op og kigger. Vi genkender de faste pendlere, vi løfter hånden til den faste skovhilsen. Det er hverdagen. Det er alt.
Udenfor Hemköp stoppede kvinden brat op, stillede sig foran mig, så alvorligt på mig, sagde og gentog: Pampers nummer 3, Mælk; Nan nummer 1. Jeg gentog, hun gentog. Jeg blev forvirret, sagde: Men du kan da gå med ind? Mangler du andet? Hun viftede afværgende med hånden, nej, hun kunne ikke gå med ind. Problems, problems, sagde hun. Jeg spurgte igen om hun manglede andet, men hun forstod ikke, gentog hvad hun havde brug for, nummer 3 og nummer 1. Jeg gentog og gik ind i butikken. Jeg havde kurven i den ene hånd, drengen i den anden. Høj puls, en fornemmelse af at jeg skulle skynde mig. Fortvivlelsen over hylde efter hylde med farvestrålende, skinnende varer, og jeg ville så gerne gør det så godt. Havde trang til at fylde kurven med ting, overraske hende, gøre hende glad. Men. Jeg har jo ikke mange penge selv. Bleer og mælkeerstatning. Det er allerede mere end de mønter, jeg kunne have lagt i et papkrus. Mere end den liter mælk, jeg troede, jeg sagde ja til.
Jeg svinger mellem to poler. Sådan ville jeg ønske at det var, så enkelt og overskueligt. Men: Jeg svinger mellem et uendeligt udstrakt net, med tråde og punkter i forskellige retninger, forbundet på måder, jeg ikke kan gennemskue. Som den stjernehimmel, jeg stod og kiggede på. Var oppe midt om natten for at kigge på blodmånen, men blev fortryllet af stjernerne. At man kan se, at nogle er tættere på, andre længere væk. At afstanden mellem dem er enorm, afstanden til mig større. At de samtidig er et tæppe, en flade, og at mennesker sætter streger imellem dem, forbinder dem og giver dem navne. Tillægger dem betydning. Lader dem indgå i et system af betydninger. Mennesker navigerer. Uanset hvilket kaos, de stilles overfor, forsøger de at navigere i det, udlede en orden. Jeg siger mennesker, jeg mener mig. Jeg er sådan. Ude af stand til at lade det være.
Engang gik jeg til psykolog, og noget af det jeg husker, var da jeg fortalte hende om hvordan jeg passede mit arbejde. Sekretær, blæksprutte, i stand til at holde overblik, bevare ro. Jeg var stolt af det. Hun sagde: Alle de systemer du laver, skal du også bruge tid og energi på at vedligeholde.
Jeg gik rundt i butikken, ledte efter afdelingen med bleer, svarede på drengens spørgsmål og ledte hektisk efter svaret på det spørgsmål: Hvad er det rigtige at gøre? Hvordan gør jeg godt? Bedst? Jeg kiggede på hver vare og overvejede om det kunne gøre godt, hvis jeg købte den. Forkastede dem alle. Tænkte at bleer og mælkeerstatning var godt. Godt nok, mere end rigeligt. Nærmest for meget i forhold til min egen økonomi. Mit ansvar. Mor. Drengen kan ikke have en mor, der smider alt overbord i trangen til at være god for en tilfældig kvinde på gaden. Og hvad med alle de andre. Andre mennesker. Der er så mange, der ikke har det, de behøver. Der har så lidt. Der lider.
Dette bliver en føljeton. Jeg er stadig ikke i nærheden af det, jeg egentlig ville skrive. Mere i morgen.
Fortsæt til Del 4
Maja Elverkilde // Pote Produktion 