Læs fra begyndelsen her
I dag så vi to elge. I morges. Det er mit tredje efterår heroppe i skoven, og tredje gang jeg har været her mens der var elgjagt. Det samme er sket de første to efterår, og det skete også i år: Op til og under jagten, er elgene pist væk. Ellers ser vi dem ofte, især når vi kører bil. Det sker jævnligt, at de står midt på vejen og virkelig ikke har travlt med at flytte sig. De glor på os. Vi holder stille og glor på dem. Mit blik, det er sådan her: Ydmyghed, ærefrygt, forundring over at de findes, så store, på en gang så klodsede og så yndefulde. Jeg ved ikke hvordan de ser på os (en blå volvo, motorstøj og to skygger indeni) men de er ikke bange for os. De lader os se dem, giver os god tid.
Jeg lyver ikke. Overdriver kun en lille smule. Sådan er det at bo i skoven. (Og rævene! I skulle se rævene her; så langt fra de sølle skravl, man ser i byerne, her er de dobbelt så store, pelsen er gnistrende rød. Af og til æder de vores kattekillinger. Det hører også med til historien.)
Men: Før og under elgjagten, er elgene i skjul. Pist væk borte.
Elgjagten sluttede i går, og i morges gik to elge, en ko og en stor kalv, fredeligt over vejen, da vi kom kørende mod børnehaven. Jeg satte farten ned, det samme gjorde elgene. Jeg holdt stille, mig og drengen gloede, elgene stoppede også op, gloede også. Så kørte jeg videre (det er altid mig, der vil videre først) og elgene gik videre. Ind i skoven. Videre med deres elgliv.
Jeg hører radio. Altid. Jeg lytter, vil vide hvad der videre sker. Flygtningene. Hvad sker der med dem nu? De snakker om politik, der sker ting og sager i svensk politik, skal jeg sige jer. Nu skal jeg sige jer, hvad der sker: En mindretalsregering regerer, og sidste år, da finansloven skulle stemmes igennem, brød Sverigesdemokraterne en gentlemans aftale, som plejer at gælde, nemlig at alle stemmer på deres eget finanslovsforslag, sådan at regeringens ender med at få flertal. Men ikke sidste år. Sverigesdemokraterne stemte nemlig ikke på deres eget forslag, men på det største af oppositionspartiernes finanslovsforslag. (Fordi, og nu er det min tolkning, ikke en objektiv sandhed: Siden de fik virkelig mange stemmer ved sidste valg, var de blevet fuldstændig ignoreret i folketinget, sådan seriøst fået den kolde skulder af de andre partier, og på en eller anden måde skulle de vel markere at de fandtes, at de repræsenterede en masse stemmer ude i virkeligheden, og det her kunne ikke ignoreres.) Det blev meget spændende. Der var stor mediedækning, der var nogle dage, hvor det så ud til at der ville blive udskrevet valg igen. Regeringskrisen blev løst ved at de oppositionspartier, der har sluttet sig sammen i ‘Alliancen’ sammen med regeringspartierne indgik ‘December-överenskommmelsen’. En aftale, der skal imødegå at den situation som opstod, kunne gentage sig. (Dvs at regeringen i et helt år skal regere med en finanslov, som ikke er deres egen.) Men forleden var Decemberöverenskommelsen til afstemning i Kristendemokraternes parti, og medlemmerne stemte – imod partiledelsens anbefalinger – for at forlade aftalen. Så erklærede også de andre oppositionspartier at de forlod aftalen. Så nu er finanslovsforhandlingerne meget spændende igen. Så nu snakker de meget om det i radioen igen.
De snakker fx om forslaget om at afskaffe fradragene på børnepasning i hjemmet, på beskæring af træer, privat rengøring etc. De snakker om konsekvenserne for de familier, der nu har indrettet deres økonomi på at det findes. En mor til en dreng, Tobias, er dagens konkrete eksempel. En økonom gengiver hendes bekymringer. For hende vil det betyde 500 kr færre om måneden i en i forvejen anstrengt økonomi. Hun vil være nødt til at skære ned på drengens fritidsaktiviteter. Hun kan ikke længere have det, hun kalder sin ‘pizza-buffer’. Reservepenge til de dage hvor ‘mor er træt eller syg’ (økonomens ord, hans tonefald ændrede sig der, blev ømt, medfølende, jeg ser for mig de dage, genkender dem: Mor er træt.)
Der er noget med virkeligheden, som er så … bizart. Eller, det er jo ikke virkeligheden, det er gengivelsen. Jeg læste et interview med en svensk musiker, og det han sagde. Det har jeg selv tænkt. Men tør ikke sige, fordi jeg tror jeg støder folk fra mig. Virkelige mennesker, der lever i en anden virkelighed end mig. Og jeg, jeg vil ikke være den, der dømmer. Men. Jeg dømmer. Her er hans ord:
“- Livet fortgår och vi lever alla i våra kokonger, bubblor, där vi är uppfyllda och förförda av vårt stimuliknarkanda. Det är väldigt svårt att nå in i dessa bubblor, det krävs bilder – som den på den drunknanda flyktingpojken, konstaterer han. Fast då ser man plötsligt vilket slumrande humanistiskt kapital det ändå finns i Sverige.” (Peder Stenberg, forsanger i Deportees, interviewet af Georg Cederskog, Dagens Nyheter 12. oktober 2015)
“- Livet fortsætter og vi lever alle i vores kokonger, bobler, hvor vi er opfyldte og forførte af vores stimulimisbrug. Det er vældigt svært at nå ind i disse bobler, det kræver billeder – som det af den druknende flygtningedreng, konstaterer han. Men så ser man pludselig hvilken slumrende humanistisk ressource der faktisk findes i Sverige.” (min oversættelse)
Jeg siger, jeg skriver: Jeg savner fjernsyn, jeg savner komfort, jeg savner netflix. Det er sandt. En del af mig hungrer efter at lægge mig ned og hengive mig til … mit misbrug. Jeg har længe omtalt mit forhold til skærme netop som et afhængighedsforhold. Et misbrug. Mit stof, min akilleshæl. Jeg, personlig, især, er forfalden til det. Andre har set det, og kan bevidne: Det er skræmmende hvor hurtigt jeg falder ind i en tilstand, hvor jeg ikke vil andet end at se mere. Serier. Især serier.
Jeg er blandt andet flyttet ud i skoven for at gøre det umuligt for mig selv at være skærmafhængig.
Det er den ene side. Det kan jeg sige højt. Det andet. Det andet er mere risikabelt. Det gør noget ved min udsigelsesposition. Det er noget med at flytte mig selv højere op, tale som om jeg ved noget om andre. Andre mennesker, andre liv. Det vil jeg så nødigt. (Fordi? Hvorfor? Noget med at jeg generelt er skeptisk overfor at bilde sig ind at man kan vide noget om andre, noget i det hele taget.)
Men, så læser jeg interviewet, og han siger mere:
“Känslor af meningslöshet – och psykisk ohälsa, som är så utbrett samtidigt som de allra flesta får de basale behoven täckta, vilket är en intressant utgångspunkt för en samhällskommentar. Jag och många med mig känner en brist på något som är större än en själv samtidigt som den här tron på individualitet, självförverkligande, att vässa armbågarne, hela var-din-egen-entrepenör-vågen är så stark, svarar han.”
“Følelser af meningsløshed – og psykisk sygdom, som er så udbredt samtidig med at de aller fleste får de basale behov dækkede, hvilket er et interessant udgangspunkt for en samfundskommentar. Jeg og mange med mig mærker en mangel på noget, som er større end en selv, samtidig med at den her tro på individualitet, selvrealisering, at spidse albuerne, hele vær-din-egen-entrepenør-bølgen er så stærk, svarer han.”
Mange med mig. Det er det, at han (i interviewets gengivelse, hvem ved hvilke forbehold han kan have udtrykt mens de talte) så selvfølgeligt taler om andre end sig selv. Og så gør han det alligevel ikke. Sætningen ovenover den jeg citerer, understreger at det er baseret på personlige erfaringer. Og så er der slutkommentaren, som gør mig nærmest rasende i sin dobbeltrettethed, storhedsvanvid trukket ned af forloren gøren sig selv til et medie for noget udefrakommende:
“-Men ska jag vara lite skrytsam så tycker jag att vi som band lyckas fånga något relevant om den här världen vi lever i. Jag känner mig stolt över det, men hur det går till vet jag inte säkert. Texterna kommer ofta av sig själva, det är som att jag bara är ett verktyg.”
“- Men skal jeg være lidt pralende så synes jeg at vi som band lykkes med at fange noget relevant om den her verden vi lever i. Jeg føler mig stolt over det, men hvordan det går til ved jeg ikke med sikkerhed. Teksterne kommer ofte af sig selv, det er som om jeg bare er et redskab.”
Nej. Nej, nej og nej!
Nu har jeg jo vedtaget at afskaffe de (falske!) modsætningspar, og betragte mig (som menneske, som de andre) som prisme i stedet. Så nu vil jeg ikke læse hans udsagn som en glidende bevægelse fra en pol til en anden. Nej. Det vil jeg jo netop ikke. Jeg er et prisme, Peder er et prisme. Han siger, oversat til prisme: På en og samme tid føler jeg mig hævet over og indlejret i dette store: Verden. Jeg skriver tekster, jeg synger. Jeg synger på vegne af mig og mine personlige erfaringer. Jeg føler at verden og de andre i den strømmer igen mig. Jeg føler, jeg er et redskab, der tager i mod, indfanger og videregiver noget, der er større end mig selv.
Hvis jeg læser det sådan, bliver jeg så tilsvarende rasende?
Nej.
Genkender jeg det, bare lidt?
Måske.
Den her blog, mig som skrivende. Der er noget uafklaret, der er et spørgsmål jeg prøver at besvare.
(Min kæreste og mig; vi taler om forskellen på at definere sig selv som et skrivende menneske og som en forfatter. Han har gode argumenter for det første, jeg insisterer på det sidste. Hvilket menneske vil du gerne være. Det er noget andet, vi ofte taler om. Det valg. At det kan være et spørgsmål om at vælge.
Nu spørger han mig: Hvilken forfatter vil du så gerne være?
Det overrumpler mig, så jeg svarer umiddelbart. Svaret er: En menneskelig forfatter. Det er det, jeg gerne vil være. Det jeg frygter mest, er at skrive på en måde, der eliminerer det menneskelige. Gør mig til en dømmende forfatter. Men: Jeg ER OGSÅ et dømmende menneske.)
Jeg skriver rundt, jeg skriver mig væk fra noget.
Og hvad nu med flygtningene, findes de ikke mere? I verden? I det medie, der er min forbindelse til verden, radioen? (Forøvrigt: Jeg har ikke set det fotografi. Drengen, den druknede. Jeg kender det fra mundtlige gengivelser, jeg har fået forklaret og analyseret fotografiets betydning, men jeg har ikke set det. hvad betyder det for min opfattelse af den virkelighed, som DE ANDRE navigerer i?) Jo. Flygtningene findes stadig. I radioen snakker de at tackle problemerne med de mange nytilkomne flygtninges bostæder. De har ret til at vælge deres egen bolig, og mange (ca halvdelen) vælger at flytte ind hos familie, venner eller bekendte, der allerede bor i Sverige. Men for nogle kommuner, hvor der allerede bor mange indvandrere, betyder det et massivt pres. Lejligheder, der er for trange, boligområder, der i forvejen er belastede, skolebørn, der ikke har ro hjemme og møder op i skolen med tydelige følgeproblemer. Familier, der i forvejen kæmper for at etablere sig i sverige, der skal hjælpe udmattede, traumatiserede flygtninge. Det svenske system, der ikke kan komme i kontakt med de flygtninge, som de gerne vil hjælpe. Flygtninge, der skal flytte op til tyve gange på et år, fordi de steder de flytter ind, ikke er egnede som permanente boliger for dem. Sådan præsenterer en kvinde det. En anden kvinde protesterer. Flygtningene er kompetente, de søger mod det netværk, de kan få gavn af. Familie, venner, bekendte. De har truffet kompetente beslutninger, der har ført dem hele vejen herop, vi skal ikke umyndiggøre dem nu, siger hun. Men deres valg fører dem ud i fattigdom, siger den anden. Det netværk, de søger til, kæmper selv for at overleve.
Det dilemma. Og nu et praktisk. Computeren løber snart tør for strøm, skal jeg udgive dette uden at være færdig, uden at nå frem til pointen, uden at have overblik. Ja, for jeg bliver alligevel aldrig færdig, der findes ikke nogen pointe. Det er bare mig, der tænker højt.
Fortsæt til næste del
Maja Elverkilde // Pote Produktion 