Sidder i toget, og ved siden af mig snakker de om: At den ene hadede at gå til spejder, fordi spejderlederen havde så udstående øjne at hun hele tiden tænkte på HVOR tæt de var på at falde ud. At den andens forældre valgte et navn til hende, som det ikke skulle være muligt at lave øgenavne af, men faktisk ville hun gerne have et. Og så prøvede de at finde øgenavne til Jenny, hun foreslog selv tøvende Jens, men nej, ikke rigtigt. Hende med spejderlederen (en kvinde på snart 28 (fødselsdag i januar, har hun fortalt), der højlydt har erklæret at hun ALDRIG vil være voksen, eller jo, måske når hun bliver 30, en lille smule) fortalte så at hun længe blev kaldt ‘Anden’, men det mente hun ikke rigtigt talte som et øgenavn. Den tredje i samtalen er en velvoksen mand, (han blev spurgt, og erklærede sig voksen, og argumenterede for at det var fint at være voksen, men Jenny og Anden grinede bare). Jeg kan ikke rigtig greje hvad deres relation til hinanden er, men noget kollega-lærer-elev-agtigt. Jenny er den yngste og får velmenende råd af de to andre, blandt andet om hvor hun skal skrive sig op til lejligheder. I den sammenhæng udbrød de alle tre, en ad gangen: Stockholm är jättebra!