En tryllestav med fremtidsstøv blev svinget over Bondsäter

DSC_4395Värmland
Oktober 2014

Decemberfortælling *10

I dag er billedet ikke fra december, men fra oktober. 2014 var nemlig det efterår, hvor Bondsäter fik sin helt store renovering. Udvendigt blev taget skiftet, det usle halvtag blev revet ned og et nyt, større bygget. Indvendigt blev brændekomfuret udskiftet og resten af husets brændeovne blev efterset og repareret. Alt arbejdet blev udført af håndværkere, og det var husejerne, der besluttede at det skulle ske, og dem der betalte. En stor investering i det lille skovhus’ fremtid.

For det første gjorde de det, fordi det var virkelig tiltrængt. Huset havde længe stået og forfaldet, og det nærmede sig det punkt, hvor det var kritisk. Men de sagde samtidig meget ligeud at de gjorde det netop nu, fordi de var glade for at vi boede der. De var glade for alt det, jeg havde gjort ved stedet. De ville gerne gøre Bondsäter til et bedre hjem for os.

Det var på den ene side virkelig dejligt at få at vide – men det var også lidt overvældende. Overvældende, fordi det ramte direkte ind noget, som fyldte meget for mig der, hvor jeg havde boet på Bondsäter i ret præcist et år.

Jeg var flyttet ind i noget gammelt, rodet bras og havde ryddet ud og repareret som jeg nu kunne – men det var langt fra både idyl og luksus. Og det var helt som det skulle være. Jeg betalte en virkelig beskeden husleje, nærmest symbolsk, og havde ingen forventninger om at der skulle ske andet end hvad jeg selv tog initiativ til. Og det, jeg selv tog initiativ til, bar præg af at jeg boede der midlertidigt.

Og det er den ene ting, der for alvor prægede min anden vinter på Bondsäter: Tvivlen om hvad jeg egentlig skulle gøre på længere sigt.

Da jeg flyttede ud i skoven havde jeg nemlig givet mig selv en frist på halvandet år. Efter halvandet år skulle jeg tage en større beslutning. En helt generel, langsigtet beslutning om retningen på mit liv. Min fremtid.

Som jeg tidligere har skrevet om, var der fra begyndelsen indbygget den mulighed at jeg kunne flytte tilbage til Danmark allerede efter en uge eller en måned. Når som helst jeg konstaterede at det ikke fungerede, kunne jeg vende om.

Men nu var der gået et år, og jeg var der stadig. Jeg kunne på ingen måde se, hvordan jeg skulle kunne blive boende på Bondsäter for altid. Det var stadig mængder af udfordringer, jeg ikke havde fundet holdbare løsninger på, og nye kom til.

Jeg kunne bare slet heller ikke forestille mig at flytte tilbage til den andelslejlighed i København, som jeg havde fremlejet. At flytte tilbage til den depressionshule – det fastlåste nulpunkt, som jeg endelig havde vristet mig fri fra … Jo mere tiden gik, jo mere utænkeligt blev det.

Og mens jeg gik rundt med det dilemma kværnende i baghovedet, kom husejerne så og svingede en tryllestav henover huset. En tryllestav fyldt med fremtidslys og vintervarme. En tryllestav, som sagde: Hokus pokus, du kan blive for evigt hvis du vil!

Og ville jeg, jeg ville, men hvad ville jeg og hvordan skulle jeg nogensinde vide nok …

Billedet er fra oktober, men da det blev december var jeg slet, slet ikke blevet klogere. Det eneste der var sket, var at foråret, og fristen var rykket tættere på.

 

 

DSC_2306

Ps. Har du set at du kan støtte bloggen?

Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s