Og jeg skal fortsætte med at gå

Jeg har sådan en midt-i-mellem-dag.

En bydag imellem skovdage, og en dag, hvor selve påskeferien er slut – men det, som er hverdag begynder først igen i morgen.

Jeg er i mine forældres lejlighed i København, jeg har hentet min dreng. I dag skulle jeg bare det; hente ham og så passede det at blive lidt i byen og vaske tøj. Så det gør jeg. Jeg vasker tøj. Og vi skal jo have noget at spise, men fordi det ikke er en rigtig dag og vi er her alene, var der ikke noget planlagt.

Vi måtte ud i byen. Ud i en mandag, som er en stilledag, en helligdag, en lukket dag. Men nogle butikker er åbne. Jeg havde undersøgt det først, og jeg vidste at der lå en åben fakta et sted i nærheden. Jeg vidste ikke helt præcist hvor, men pyt, jeg har jo boet her engang, i mange år endda, den her by er ikke fremmed. På mange måder er den vel stadig min, lidt, jeg har da en idé om retninger og gadenavnene er altid så bekendte, de minder mig tit om noget. Noget, som var engang.

Dengang …

… jeg lige var flyttet til København og gik ind ad denne dør hver eneste uge i et halvt år, for eksempel.

Mens vi ledte efter en åben butik, kom vi tilfældigt forbi dette hus. Jeg havde glemt alt om det sted og den tid, nu huskede jeg pludselig alt. Huskede at jeg tit sad i vindueskarmen øverst til venstre, fordi det var der pauserummet lå. Det var et skrivekursus, en daghøjskole. Den var lige åbnet, nu er den for længst lukket igen.

Det halve år betød meget for mig. Det huskede jeg igen, da jeg stod der, men sekundet inden havde jeg glemt at den skole eksisterede. Skolen er en parentes i byens historie og i min, men det fortæller ingenting om dens betydning.

Vi gik videre. Jagten på en åben butik. Vi fandt tre lukkede, og kom efterhånden så langt væk at jeg mistede retningsfornemmelsen. Men hvis jeg skal være ærlig, så mister jeg nærmest retningsfornemmelsen i det øjeblik jeg drejer om det første hushjørne, og vi var ikke særlig langt væk. Men. Det var en midt-i-mellem-dag og drengen havde nattøj under vinterjakken, og vi hoster også lidt begge to, og på sådan en dag skal man ikke overdrive noget, så vi vendte om og gik tilbage til den kiosk, jeg ellers havde afvist.

Jeg købte ketchup. Ketchup er ikke rigtig mad, men det er heller ikke ikke-mad, så det hele passer sammen på midt-i-mellem-måden. Og bagefter valgte jeg tøvende den retning, jeg troede var den rigtige. Drengen daskede bagefter og var højlydt skeptisk overfor de veje, jeg valgte. Jeg sagde noget med retning og fornemmelser, og at jeg i hvert fald vidste at en anden vej var forkert.

“Jeg fatter ikke det der voksensnak du siger med retning,” sagde han.

Og det er en fase. Det er endnu en fase. Det er en, jeg lige skal vænne mig til. Det er noget med at han absolut ikke kan holdes i hånden, men evt kan hægte sig på et jakkeærme. Og så snakker han meget om at opfinde en maskine, der skyder kager i hovedet på mig. Og griner utrolig højt af sig selv og af alt muligt. Men ikke mig. Det er vigtigt at understrege at jeg virkelig ikke er sjov. Det er noget med attitude, det er noget med cool, det er noget med at blive stor. Større. Syv år gammel. jeg fatter det ikke, jeg fatter det ikke.

Men jeg fatter at alt er helt, som det skal være.

Det er en midt-i-mellem-dag, og som sådan en dag, hvor der er god tid til at fatte lidt mere, huske lidt mere. Det er en midt-i-mellem-dag, og nu har vi rent tøj lidt igen og vi fandt vejen hjem. Til sidst og efter mange omveje fandt vi virkelig den rigtige vej.

(Den vej førte os blandt andet forbi den rigtige, nærmeste, åbne butik. men så var det jo ikke længere aktuelt, men bare en ting at lagre i hukommelsen til en mulig anden, lignende situation, muligvis bliver det aldrig vigtigt at vide.)

Men, men vi er tilbage igen i den her midt-imellem-dag, som snart er slut, og nu med ketchup til den aftensmad, der bliver dagens. Enkel mad, næsten-slet-ikke-mad, og det passer fordi egentlig er alt så enkelt på en midt-i-mellem-dag. Sådan en dag kan ikke tynges ned.

Eller er det så enkelt som at solen skinner i dag? At solen skinner ind ad vinduet, så man tror på at det bliver forår? Også i år og trods alt? Jeg ved det ikke, men solen skinner og rammer drengens hår, så jeg også er nødt til at fotografere det. Jeg fotograferer drengens hår, fordi det er en del af den fase.

Det hår har været mit at snuse i lige siden den dag han blev født. Lige så længe det har vokset. Men det er det ikke længere. Det er hans hår nu, det skal jeg huske, det glemmer jeg, men så får jeg det at vide. Og det er større, det handler ikke kun om hår.

Det her er voksensnak, og jeg skal sige det til mig selv indtil jeg fatter det, for det er vigtigt.

Det handler om at stole på retningen. Drengens retning og min retning. Som ikke bliver ved med at være den samme. Og jeg skal blive ved med at gå og stole på det sted, den første fod blev sat ned. Og det sted den næste fod landede. Stole på selve bevægelsen midt-imellem. Stole på det fodfæste, som nu er hans. Stole på stederne, der bliver til stier, som bliver til landskaber, som bliver til minder. Minder, som bor i en, også når man ikke husker dem. Minder, som kan bo i en velkendt dør, som man kan fotografere, før man går videre, videre. Foden finder fæste et nyt sted og et nyt. Nogle gange lander foden på en midt-i-mellem-dag, og så bliver den en del af bevægelsen.

Bevægelsen kan være at stoppe op midt på fortovet og samle en sten op, holde den op foran sin mor med funklende øjne, og i selve bevægelsen ophøje netop den til en særlig sten. For et øjeblik glemme alt om cool og retningen væk.

Bevægelsen kan være at jeg tager imod det funklende i selve øjeblikket, men husker at det ikke ændrer på at retningen mere og mere bliver hans egen. Bevægelsen kan være at fotografere den sten, fordi den nu er blevet et nyt minde for mig. Et minde helt frikoblet fra hvad den sten betyder for ham. Bevægelsen kan være at forstå, at jeg aldrig vil forstå hvad den sten betød for ham i det sekund eller de følgende.

Bevægelsen kan være at skrive disse ord og bagefter slippe dem.

At aldrig, aldrig glemme duften i det hår.