Min nye bog hedder jo ‘Når vi rejser til Mars’, og ideen om at mennesker helt konkret er i gang med forberedelserne til at bosætte sig på Mars, er da også en af de røde tråde igennem bogen. En anden rød tråd er af lidt mere filosofisk karakter, og handler om hvordan vi skal forholde os til det faktum at hele vores solsystem kommer med en indbygget udløbsdato. Godt nok ligger den langt ude i fremtiden, men alligevel: Vi ved at solen kommer til at brænde ud, og inden da brænder den alt omkring sig op. Hvordan skal vi forholde os til den viden?
Jeg har researchet MEGET om både rumrejser og astrofysik mens jeg har skrevet, og det var sådan, jeg selv opdagede Michael Linden-Vørnle. Han er en eminent formidler af alt det, der er så komplekst/enormt/abstrakt at hjernen begynder at syde en smule. Hvis du ikke allerede følger ham på facebook, så kan jeg varmt anbefale det!
Og den her mand, ikke, han har simpelthen faktatjekket alt det i min nye bog, som handler om rumrejser, solsystemet og bare astrofysik i det hele taget, og det er jeg så taknemlig for!
I foråret havde jeg (endnu) en krise, hvor jeg helt ærligt var tæt på at miste troen på hele projektet. Det skrev jeg om på facebook, og spejlede mig virkelig meget i NASA’s helikopter Ingenuity, som på det tidspunkt var landet på Mars sammen med en ny rover, men ingen vidste om det ville lykkes at få den op at flyve. Ak & ve!

Det lykkedes for helikopteren, og såmænd også for mig – og selvfølgelig var der mange ting, der spillede ind, men helt ærligt, så betød det faktisk rigtig meget at Michael på det tidspunkt tilbød mig at hjælpe med det, der er hans fagområde.
Og kæmpe juhu: Michael Linden-Vørnle har sagt ja til at fortælle lidt om planerne om at bosætte sig på Mars, når han kommer til receptionen for min roman 29. oktober! (Og hvis du gerne vil komme til receptionen, men ikke finder dig selv mellem de inviterede, så må det altså endelig ikke stoppe dig! Selvom jeg prøver at holde det store overblik, så ved vi jo godt at det er umuligt at få det hele med og ABSOLUT ALLE ER VELKOMNE)

Når det er sagt, så vil jeg skynde mig at tilføje at livet på Mars (og i helt andre galakser) bare er en af trådene i bogen, og ikke den tykkeste. Bogen handler allermest om livet på planeten Jorden. Den planet vi kalder vores, og som vi stadigvæk er både bundet til og afhængige af for at overleve. Den tykkeste tråd i bogen er spørgsmålet hvordan vi lever MED jorden, mere end bare PÅ og AF.
Det handler om ‘naturen’, du ved, den vi i det moderne samfund er gået hen og har fået et mildest talt kompliceret forhold til …
I den forbindelse vil jeg virkelig gerne anbefale denne svenske dokumentar: Slaget om skogen
Hvert afsnit kommer omkring nye vinkler på menneskers relation til skoven, og tilsammen får man et godt overblik over hvor meget (alt for meget!!), mennesker forestiller sig at en skov skal kunne. Plus at dokumentaren får forklaret hvor lidt af det, vi kalder ‘skov’, som egentlig er det – det meste er faktisk bare plantage/fabrik/kuvøsedyrkning.