Brændet, som det tog en hel og snefyldt måned at stable

Värmland
December 2013

Decemberfortælling *2

Billedet viser den første vinters brændested – et halvtag på bagsiden af Bondsäter, faldefærdigt og med et sammensurium af forskellige, rustne tagplader.

Jeg fik brændet leveret i begyndelsen af november. Det tog mig en hel måned at få det stablet. Ikke fordi det i sig selv tager så lang tid, men fordi jeg gjorde det indimellem alt det andet, jeg skulle. Udover den kæmpe opgave det var overhovedet at gøre huset beboeligt (så meget der skulle skures og skrubbes, så mange ture til lossepladsen, orange vægge og en sodcirkel i loftet, der blev malet over), så var der også bare hverdagen.

Hverdagen, der var sådan her: Tænde op og lave mad og skifte ble og putte drengen til hans middagslur. Lave mere mad og vaske op og slæbe vand op ad den stejle skrænt fra brønden. Og trøste og lege og hugge brænde, og skifte ble og lave mere mad og slæbe mere vand op. Putte igen og skifte ble igen og det hele igen og igen.

Og så brændet.

Brændet der lå som et massivt bjerg udenfor huset. Otte kubikmeter kløvet birkebrænde. Selvfølgelig begyndte det at sne, så snart det var leveret. Så hver gang jeg havde tid til at stable, skulle jeg først fjerne den presenning, som jeg havde dækket det til med, og når jeg blev afbrudt hurtigt dække det til igen.

Derfor tog det en hel måned at stable brændet, selvom det med en mere effektiv indsats kunne være gjort på et par dage. Men i december var jeg endelig blevet færdig. Jeg tog dette billede netop fordi jeg endelig, endelig havde et fungerende, tørt brændested og en færdig brændestabel.

Brændet er knap synligt på billedet. Det er stablet op langs husvæggen, bag ved trillebøren og plasticposen med affald. Affaldsposen hang der og ventede på næste gang jeg kørte ind til byen, hvor jeg kunne komme af med det. Drengen står ved en bænk, som havde udsigt over en sydvendt skråning, som i løbet af de tre år vi boede der blev til min smukke, højtelskede (nu savnede) terasse-køkkenhave. Men jeg måtte hænge presenning op foran udsigten, for at skærme mod sneen, der ellers føg ind på brændet.

Det er ikke et smukt brændeskur, der er ikke særlig meget säter-idyl over billedet. Skrammel og tagplader, presenning og store, spraymalede bryster på endevæggen. (Eller måske er det bare mig, der ser det som bryster. Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg ved at det er en tidligere beboer på Bondsäter, som havde malet og ridset dette symbol ind overalt.)

Jeg har ikke vist det her billede frem før. Jeg har skammet mig over at det var sådan, der så ud. Men sandheden er, at jeg tog det billede, fordi jeg havde knoklet som et bæst for overhovedet at nå dertil. Billedet viser triumf.

Drengen begyndte i dagpleje midt i januar, men hele efteråret og december med var det bare ham og mig. Mig og ham og to katte. Og skoven. Selv om jeg havde så travlt, så travlt, så gik vi ud i skoven hver eneste dag, flere gange om dagen. Ud i den skov, som omgav huset til alle sider. Den største skov. Den stilhed at være i. Langsomt folde sig ud.

Drengen står der på billedet, rundkindet på en måde han for længst er vokset fra. Han venter på at jeg færdig med at fotografere og kommer tilbage. Sætter mig ned igen. Vi sad meget på den bænk, og vi gik så mange ture. Vi gik ture og fandt store sten, som blev vores faste steder. Vi havde madpakke-sten og solnedgangs-sten og pause-sten og fortælle-historier-sten.

Det er underligt når jeg tænker på det nu. Jeg bliver næsten forpustet over alt det jeg hele tiden skulle. Og samtidig har jeg aldrig haft så god tid. Tid til at det kunne tage en hel måned at stable brænde.