Jeg var nu en, som havde lavet en have

DSC_6556

Värmland
December 2015

Decemberfortælling *13

Billedet viser bagsiden af Bondsäter. Det viser Bondsäter med sit nye tag og halvtag. Men billedet viser først og fremmest Bondsäters køkkenhave. En indhegnet terassehave på en sydvendt skrænt. Den forrige beboer havde indhegnet haven, og anlagt nogle terassebede. men da jeg flyttede ind var det hele fuldstændig overgroet af skvalderkål, kvikgræs, brændenælder og hindbærkrat.

I løbet af min første havesæson (som vitterligt var min første-med-have-overhovedet), kæmpede jeg mig en tredjedel ned i haven. Jeg rensede jorden for ukrudt, flyttede samtlige sten i alle kanter og anlagde bedene helt forfra.

Der er to vinduer, hvor man kan erobre jorden. Det bedste ligger fra sensommeren, hvor voksekraften langsomt aftager og indtil frosten går i jorden. Der er også et om foråret, når jorden er tøet op og før væksten sætter ind. I Värmland starter vækstsæsonen sent – langt, langt inde i maj. Man venter og venter på at kulden forlader jorden, og man overhovedet kan komme til derude. Man længes, man pirker, man tyvstarter med forspiringen og ender med ranglede, forvoksede skud, som må kasseres. Jeg siger man, jeg mener mig. Jeg har stadig så meget at lære, når det gælder haven, og det meste handler om tålmodighed. Jeg kredser og kradser, og jorden er som sten, en afvisende mur. Og så med et lander varmen, og før man ved af det er alting & ukrudtet især vokset en over hovedet.

Sensommervinduet. Det er det bedste. Det glider så blidt over i efteråret, det har lange dage, hvor luften er sprød og tempoet umærkeligt sænkes. Sten for sten vendes, skvalderkålens lysende, hvide rodnet trækkes op af mørk, mild muld.

Jeg havde det godt i Bondsäters have. Jeg havde det godt med Bondsäters have. Jeg erobrede den, gjorde den til min. Et kunstværk, et madkammer. Det rene trylleri; at putte et lillebitte frø i jorden og så bliver det til noget så sprødtsødt knasende som et blomkål?

Den første sæson kæmpede jeg mig en tredjedel ned i havens terasser, den anden sæson nåede jeg over halvvejs. Og den tredje sæson – i efteråret 2015 – der nåede jeg en vigtig milepæl: Jeg erobrede haven helt ned til indhegningens bund.

Billedet viser hele Bondsäters køkkenhave. Jeg fotograferede den, fordi den nu fandtes som noget, der var synligt. Billedet viser bagsiden af en kompost. Det viser en stensætning omkring en stikkelsbærbusk, som forkommen dukkede op midt i et forvokset hindbærkrat. Det viser et højt bed, med flettet kant af pil, som jeg lavede fordi der var en stor trærod, som skulle have tid og plads til at formulde. Og billedet viser ydersiden af køkkenhaven, fordi jeg lavede en åbning i hegnet, sådan at man kunne gå ind og ud den vej. Der hvor jeg stod og tog billedet, plejede man ikke at gå. Bondsäters kælkebakke lå lige der, lige bag ryggen på mig, fotografen – men man plejede at skulle gå hele vejen udenom køkkenhaven.

En ny vej, en ny have, en ny mig. Jeg var nu en, som havde lavet en have.

Billedet er taget i december. Det er taget en dag med frost, men uden sne. Bar jord, ingenting der vokser, men planer og plads. Det hele gjort klar. Jeg har fotograferet haven netop der, fordi den var sådan. Og jeg fotograferede den, fordi den var et værk, en præstation. Noget, jeg havde lavet med mine hænder. Noget at være stolt af. Jeg er stadig stolt af den have.

Men nu er den vokset til igen. En hel vækstsæson – forår, sommer og sensommer – har ingen boet der, og længere skal der ikke til før alle spor er slettet igen.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s