I år er min fødselsdag anderledes igen

I dag er det min fødselsdag, og jeg er ikke hjemme i skoven. Jeg optog filmen … nu skal jeg tænke mig om, min tidsfornemmelse er røget … I dag er det tirsdag, jeg rejste hjemmefra fredag eftermiddag, så optog jeg vel filmen enten fredag eller torsdag. Jeg husker det faktisk ikke. Jeg havde så travlt, hele ugen var en spurt, der var så meget at forberede til de her arbejdsdage i byen. Samtidig varmede solen så intenst, gjorde det nærved umuligt at blive indenfor. Jeg filmede skoven for at holde lidt ekstra fast i den, forlænge det øjeblik jeg ikke havde tid til at blive i.

I dag er det min fødselsdag, og sidste år fejrede jeg den ikke så meget som jeg plejer, men i år er det endnu mere anderledes, og det begynder at ligne et mønster. Et nyt mønster. Tænk at man faktisk kan det; leve og leve og være den samme og så alligevel hele tiden blive lidt anderledes. Gentagelse og variation, og indimellem findes der egentlige begyndelser. Igen.

Det nye er at jeg ikke som sådan fejrer min fødselsdag. Jeg gør ikke et stort nummer ud af den, jeg inviterer ikke mine venner til fest, jeg har ingen særlige forventninger til dagen, og dermed ikke noget at blive skuffet over. Jeg plejer at være optaget af min fødselsdag, på min fødselsdag, med min fødselsdag. Jeg plejer vel at være lidt skuffet på forhånd, fordi det aldrig kan blive helt stort nok.

I år … Jeg bliver fejret. I min familie er fødselsdage noget at gå op i, og det er dejligt. Søndag aften var indisk og særlig med min søster, vi gik tur under hele Københavns kirsebærtag og jeg blev ved med at fortælle hende hvor månen var, fordi jeg altid bliver glad, når jeg også kan finde månen i byen.
I går lavede min mor et frokostrejearrangement med sartgrønne lys og matchende servietter, fordi i min familie betyder æstetikken noget, sammensætningerne betyder noget, samtalerne betyder noget. Min far havde købt en bog, til sig selv troede han, men tænkte så at den var perfekt til mig, og det er den. Jeg er glad for min familie. Dér er også noget, der er blevet anderledes. Jeg er anderledes i det. At jeg måske, måske begynder at lande i den familie på en måde hvor der er plads til alle. Det er dejligt.

I dag er det min fødselsdag, og jeg arbejder. Jeg vågnede og skrev på min roman. Stort set hver eneste dag begynder med at jeg skriver på min roman. Der skal være en meget alvorlig grund, hvis jeg ikke gør det først, og nu har jeg gjort det sådan i over tre måneder. Det virker, den vokser, den lever.

En del af mig holder vejret og forventer at jeg snart beslutter mig for at den ikke er god nok, kasserer og starter forfra. Sådan som jeg plejer. Men det er en lille del, det er en fortidsdel, for egentlig ved jeg godt at jeg ikke gør sådan længere. Jeg er ikke sådan, jeg ved mere, jeg tør mere. Det er også anderledes, det er en vigtig forskel. Måske den vigtigste?

Jeg tog dette billede, fordi jeg ved et tilfælde lavede en frisure, jeg ved, jeg aldrig kan rekonstruere. Jeg havde den frisure hele lørdagen. Hele dagen stod jeg på min stand og snakkede med alle mulige mennesker om det, der er mit arbejde, som samtidig er det, jeg brænder for, det jeg allerhelst vil bruge min tid på. Det er blevet til et budskab, som jeg brænder lige så meget for at dele som for at gøre. Derfor havde jeg annonceret at jeg ville holde en decideret BRANDtale – og var derefter meget nervøs for om jeg nu kunne leve op til det ord. Havde jeg virkelig sådan en tale at holde? Men da jeg så stod foran tilhørerne, var det netop det, der kom ud. I tyve minutter talte jeg, og aldrig har jeg talt så sikkert, så velfunderet og præcis timet. At overrumple sig selv. Jeg vil virkelig, virkelig forsøge at skrive den tale ned her også. (Jeg er faktisk ikke sikker på at det er en tale, der fungerer på skrift.) (Men jeg vil forsøge, for jeg mener det, jeg mener virkelig det er vigtigt. Hænderne er vigtige, tiden er vigtig, lysten er vigtig, retten til at lave sine egne værdiregnskaber er vigtig.) (Det er ikke ukompliceret, der er mange forhindringer.) (Men det er vigtigt, netop derfor er det vigtigt.)

Men før jeg forsøger det, er der mere arbejde, andet arbejde. Mit arbejdsliv har nemlig foldet sig ud og alligevel hænger det hele sammen. I går stod jeg foran to ottende-klasser og fortalte dem om novellen ‘Alt jeg har’ fra min anden novellesamling. Den handler om privilegier og uretfærdighed, og det er heftige sager og der er meget kropsvæsketabu og vrede og afmagt i den novelle. Jeg har tidligere været ude i gymnasier og på højskoler med mine bøger, og på biblioteker sidder jeg med de alleryngste og syr bøger og klippeklistrer – men havde nok aldrig forestillet mig at jeg kunne tale til så unge mennesker om så tunge sager. Det er fordi min femtenårige nevø går på den skole, i den ene klasse, det var derfor jeg overhovedet blev foreslået. Og jeg var skidenervøs. Helt ærlig var jeg bange for de børn, før jeg mødte dem. 14-15 år, jeg kan så godt huske da jeg selv havde den alder, og alting var så svært og en del af mig tror vel at jeg stadig er der.

Så mødte jeg dem. De sad der og var vidt forskellige og overhovedet ikke farlige. Nogle var bramfrit nysgerrige (og stillede de vildeste, bedste spørgsmål!), nogle ville gemme sig, nogle hadede verden intenst, nogle kedede sig, nogle tænkte på noget andet.

Men så var jeg den voksne, der bestemte at de skulle fokusere på den tekst, at de skulle forholde sig til det, der stod, at de skulle deltage. Og det kunne jeg godt bestemme, og måske var netop så tunge sager det letteste at snakke med dem om. Det vil jeg gerne gøre igen, de unge var så fine at møde, det møde lærte jeg selv meget af! (Og naturligvis var min egen nevø den fineste af dem alle, det kommer vel ikke bag på nogen!)

I dag er det min fødselsdag og lige nu er jeg alene. I aften skal jeg arbejde igen, den sidste opgave i denne omgang, og noget helt andet men alligevel det samme. Mig og Shekufe skal nemlig holde inspirationsaften for HK design, de skal lære at sy bøger, men vi skal også snakke om hvorfor det er vigtigt at gøre selv og gøre med hænderne – og både lørdagens hånd-tid-lyst-brandtale og mandagens privilegiesnak bliver aktuelle her, igen.

Så det er det, jeg laver lige nu, forbereder mig på at være ude og snakke og gøre. Glæder mig, fordi det er vigtigt for mig. Brændende. Det er sådan jeg bruger tiden på den dag, som er min fødselsdag igen i år, igen anderledes.

Og at meget er så anderledes, det er en forlængelse af alle de ændringer, små, store, størst, der har været mit liv de seneste år. Gentagelse og variation. Nogle gange ændringer i mønstre, der er så grundlæggende at det ligner en ny begyndelse.

… og nu jeg er ved det med gentagelse og variation, brand og begyndelser … så er der også en historie om tipihånden på billedet herover. Og min fødselsdag begyndte slet ikke så alene endda. Det har jeg lyst til at fortælle, og det fortæller jeg nok mere om en anden dag, i dag vil jeg bare sige at: Det er min fødselsdag, og i år er den meget anderledes end den plejer. Det hele er nyt, dejligt og sprødt, og kun lige præcis så skræmmende at jeg stadig kan trække vejret igennem det.