I evigheder stod jeg og skar rådne stykker fra, mens jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke måtte være sammen med de andre

Jeg havde mareridt i nat. Hele natten drømte jeg at alle andre var samlet i et hus, men jeg skulle være alene i et andet, og jeg skrællede en rodfrugt, som var en mellemting mellem en kartoffel og en rødbede og en melon, og der blev ved med at være rådne områder, som jeg skulle skære fra. I evigheder stod jeg og skar rådne stykker fra, mens jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke måtte være sammen med de andre.

Det er meget kedeligt at høre om andres drømme. Det vil sige, der er to typer mennesker: Dem, der elsker at høre om andres drømme og dem, der synes det er det kedeligste i verden. Når jeg skriver om mit mareridt, ved jeg det og går i panik, fordi jeg ikke ved hvem af dem, der begyndte at læse, som nu holder op fordi jeg skriver om mit mareridt.

Jeg ved godt hvorfor jeg har det mareridt.

I går forsøgte jeg igen-igen at skrive et blogindlæg færdigt. Jeg gik jo i gang med den her grundige gennemgang af hver måned, siden jeg i sensommeren gik noget så eftertrykkeligt i stå med at skrive. Og så gik jeg noget så eftertrykkeligt i stå igen. Hele ugen har jeg forsøgt at skrive videre på en digtsamling, som jeg gik noget så eftertrykkeligt i stå med igen-igen for to år siden. Og jeg bliver ved med at ikke-skrive min roman færdig. Selv om den faktisk er antaget af et forlag og har fået en udgivelsesdato. Og nok egentlig er færdig. Jeg kan bare ikke lide det, at den er færdig.

Jeg kan ikke lide at jeg ikke ved, hvem der skal læse og hvad de synes. Hvem, der holder op med at læse. Hvem, der rynker på næsen. Hvem der sukker og himler med øjnene. Hvem, der keder sig. Hvem, der fniser fordi jeg er ufrivilligt sjov. Hvem, der synes jeg er for meget. Pinlig. Dum.

Det værste er at være dum, pinlig og for meget.

Hvis du ikke allerede har regnet det ud, så er det, jeg skriver nu en slags djævleuddrivelse. Nu tror jeg, at jeg kan overvinde min modstand mod at skrive noget færdigt, ved at skrive min største frygt her. Sige det højt.

(Og nu er jeg bange for at sige højt, at jeg virkelig tror på at det virker, fordi så er der helt sikkert nogen der: sukker, himler med øjnene, rynker på næsen.)

Her kommer et billede, fordi det er også vigtigt at man ikke skriver for langt, fordi folk kan ikke lide langt, og i øvrigt er der slet ikke nogen, der læser blogs længere.

Det er sandt. Jeg ved det og hvis du kigger dig lidt omkring i blogland, så vil du opdage at påfaldende mange af de store bloggere nærmest fra den ene dag til den anden er holdt op med at lave nye indlæg. Det er fordi læserne er faldet fra og når læserne falder fra, så vil sponsorerne ikke lægge sine penge der længere. Så vil de kun betale for kampagner de steder, hvor man faktisk kan fange og fastholde folks opmærksomhed længe nok til at trænge igennem med et budskab.

Nu kom jeg fra det med billedet, jeg finder noget som er smukt og rart at hvile øjet på:

Nej, jeg gider alligevel ikke, det bliver så sarkastisk-distancerende, og jeg mener slet ikke det.

Jeg ved ikke lige hvad jeg mener, jeg havde bare det her mareridt og jeg føler mig lidt ensom og selv om jeg ikke er det i hverdagen, så er jeg … arbejds-ensom. Altså, jeg er en forfatter, der ikke-udgiver. Jeg bliver ikke-læst fordi jeg ikke-skriver. Jeg skriver hele tiden. Og så gemmer jeg det væk. Så skriver jeg noget andet, som jeg viser frem. Så føler jeg mig ensom, fordi folk reagerer på det, jeg viser frem, men ikke det, jeg gemmer væk. Det er jo dumt. Det er objektivt set dumt, men det er jo bare fordi jeg er bange for at det, jeg virkelig mener er dumt.

Det dilemma. Ikke.

Og så det større dilemma. Pandemien, den er lidt svær for alle, og jeg synes hele tiden at jeg er meget privilegeret fordi jeg bor i en skov og har de vigtigste mennesker tæt på. Så jeg synes ikke jeg skal klage. Andre har det sværere.

Men i over et år har jeg ikke været ude, på den måde som er forfatterens måde at have kollegaer på. Min skrivegruppe kan ikke samles, jeg kan ikke holde workshops om at skrive eller sy bøger eller hugge med økse, hverken i min egen skov eller på biblioteker i danmark eller noget som helst. Jeg vidste ikke hvor vigtigt det var for mig. Jeg vidste ikke hvor meget af mit mod til at skrive, der bliver hentet fra de møder med mennesker, som jeg ikke kender på forhånd – men som jeg kender, fordi vi brænder for noget af det samme.

Jeg savner at møde mennesker, som jeg kender uden at kende.

Jeg savner at snakke med mennesker, om vigtige ting, som jeg nogle gange først ved er vigtige, når de bliver sagt højt til dem, i den glasklare tilstand af ukendthed, som gør en anden slags nærhed mulig.

Det er vildt svært at forklare.

Jeg kan ikke forklare det bedre.

Der kommer ikke noget smukt billede at hvile øjet i.

(Jeg skynder mig at udgive dette, før mareridtet slipper sit tag i mig og trangen til at gemme mig bliver større end frygten for at blive væk.)

6 Comments

  1. Tak, Maja. Jeg havde virkelig brug for at læse det her. Jeg er jo ikke forfatter, men jeg genkender så meget. Tak for at lukke det ud ❤️

    Like

  2. Kære Maja. Først vidste jeg, hvad jeg ville skrive. Når jeg så skal i gang… så øh… jo, jeg kender godt din situation, for også jeg drømmer ret meget og kan fylde halve og hele sider i min dagbog med at skrive om drømmen. Derfor gad jeg godt læse om dit mareridt. Drømmene efterlader også hos mig en følelse af ubehag, som kan holde sig meget af dagen til trods for, at intet i min virklige verden er som i drømmen. Den har alligevel belastet sindet. Også dette med ikke at kunne nå andre mennesker fylder mine drømme.
    Enhver kan/må godt kalde sig forfatter. Det gør jeg ikke. Jeg skriver meget, og jeg skriver dagligt. Bliver bare ved og ved – det kan jeg, fordi jeg indtil videre ingen ambitioner har om at få noget udgivet. Et par gange har jeg sendt ind og fået det tilbage med et par pæne ord. Så hvad? – jeg har nok ikke så meget at sige menneskeheden. Den første tid efter sidste afslag indtraf nærmest en skrivelammelse, men da jeg tænkte alt igennem blev det til: “Hvad fanden – de skal dælemen ikke tage skriveglæden fra mig!” Siden da skriver jeg dagligt med glæde – på mine spadsereture finder jeg “detaljer”, som jeg senere går hjem og skriver ud fra. Forleden lå et afbrækket påskeliljehoved på fortovet og tæt ved selv stilken. Det blev i sig selv en lille fortælling.
    Jeg vidste ikke, at blogge nu var u-trendy. Din er den eneste jeg læser og ellers nogen sinde har læst.
    Sådan set ville jeg blot utrykke et ønske og et håb for dig, at du skriveglæden (livsglæden) vender tilbage til dig med fuld karamba!

    Liked by 1 person

    1. Kære Torben, tak for at du skriver her, og i det hele taget! Det er beroligende på sin helt egen måde at tænke på at du går derude i verden og SER. Hvis der er noget, menneskeheden har brug for, så tror jeg egentlig bare det er det. Det enkle som er det magiske i alt.

      Like

  3. Kære Maja. Juhu! Hvis jeg med nogle få ord har bevirket, at skrivekrisen er overstået for dig, føler jeg en dyb glæde.
    Dette med at SE “snyder” jeg mig til, idet jeg på mine ofte udstrakte spadsereture har mit kamera med og ser mig søgende om efter motiver. Når jeg ser, så INDSER jeg også, at der er en fortælling i et motiv. Jeg tror, du forstår!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s