Oktober 2013
Bortset fra mine to nær-oplevelser, så jeg aldrig musene. Men jeg kunne høre dem. Især om aftenen og natten. Når drengen sov, og jeg sad i køkkenet og skrev eller læste. Skrivemaskinen larmer så meget, at den overdøver alt. Men så i en pause, hvis jeg lige skulle tænke lidt, eller gennemlæse noget. Så var der den lyd. Gumlelyden.
Jeg fatter det stadig ikke. At så lille et dyr, kan spise så larmende.
Hver gang den samme reaktion: Jeg stivnede. Koldsved. Hjertet hamrede. Så sagde jeg til mig selv, strengt formanende: Det er bare en mus. Et lillebitte harmløst dyr.
Jeg rejste mig op, listede hen til køkkenbænken, det var altid derfra lyden kom. Under hylden. Der blev stille. Ingenting at se. Jeg lyste med lommelygten og ventede, og gav op. Gik tilbage til skrivemaskinen eller bogen, fortsatte og kort efter var lyden der igen.
En aften var det et højt, klangfuldt PLING.
Jeg gik hen til køkkenhjørnet. Ingenting, stille. Jeg gik tilbage til skrivemaskine. Så var lyden der igen. PLING.
Efter mange, lange studier og overvejelser, gennemskuede jeg, at lyden kom fra en bagerist, som musen åbenbart strejfede på sin vej frem og tilbage.
Oppe på hylden.
Musene udvidede deres rute.
Jeg var så bange. Og hele tiden med den største udfordring helt fremme i bevidstheden: Drengen måtte ikke opdage hvor bange jeg var. Bare ikke det. Bare ikke opføre mig sådan, at han blev utryg. Han var alene med mig, jeg skulle for alt i verden opføre mig voksent, ansvarligt, rationelt.
Det var ikke sidste gang, jeg oplevede det dilemma heroppe. Men første. Og nu, hvor jeg ser tilbage, fyldte det lige så irrationelt meget, som selve musefrygten.
Jeg lavede en plan. Mit museberedskab:
– Skaffe en seng. (For helvede da ikke sove på gulvet, når den slags minimonstre kribler rundt.)
– Skaffe musefælder. Mange.
– Skaffe katte. Musejægere. Mange.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 