*83 Væltet planet

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok.

Længe nok til at jeg kunne se dens brune fjer; mønster i vandrette striber. Længe nok til at jeg kunne tænke; det er en musvåge, det er det altså. Så lettede den og fløj – så stor og med synlig tyngde i vingeslagene – op og henover trætoppene.

Jeg har slået den op i fuglebogen nu, og jeg ved med så stor sikkerhed, som jeg kan vide noget, at det er en musvåge, og her er mine argumenter: 1) Fuglebogen siger at det er den mest almindelige rovfugl. 2) Når jeg kører drengen til og fra børnehave hører vi en cd med fuglelyde, og vi har i forvejen snakket om at den fuglelyd, som er musvågens, den hører vi tit. 3) For tiden ser vi hver dag to store fugle kredse i store cirkler højt oppe i luften. Glideflugt med enkelte vingeslag indimellem. Det stemmer også med fuglebogens beskrivelse. Så jeg tror, jeg ved at det var en musvåge.

Egetræet, som musvågen landede i, står lige ved siden af huset.

Egetræet er så stort, at man kigger på det og siger: Det træ, det er nok over hundrede år gammelt.

Det er der jo ikke nogen, der ved. Træers fødselsdag bliver ikke skrevet ned, der er bare en masse små skud og nogle få af dem vokser op og bliver stående. Enkelte så længe, at mennesker på et tidspunkt klapper den massive stamme og anerkendende siger: Det træ, det er nok over hundrede år gammelt.

Huset. Det er næsten hundrede år gammelt. Det blev bygget omkring 1920. Det ved jeg, det har jeg fået fortalt. Jeg har også fået fortalt at det blev bygget af en mand, som boede her med to køer og otte børn. En af naboerne var barn mens manden stadig boede her, men var blevet gammel. Naboen fortæller, at manden sov på en madras i køkkenet, havde langt hvidt skæg og for det meste gik rundt i sin hvide natskjorte. En type. Den type. Typen, der drak og slog sine børn hver dag.

Jeg ved jo ikke om det er sandt, jeg lytter bare og kender på en måde historien på forhånd. Det er den slags historie, som hører sin tid til. Den slags historie, som mister sin alvor, fordi tiden farver dem. Gør dem tandløse, som om det var harmløst. Noget, vi kan grine af.

Den slags historier er der masser af. Jeg ved ikke hvad man skal stille op med den slags historier.

Egetræet voksede op samtidig med de børn, der blev slået hver dag. Egetræet var et skud blandt mange, og de andre gik til eller blev klippet ned eller fældet. Men det her træ, det voksede. Op, op, op.

På et tidspunkt blev det til en aktiv handling: At ikke fælde dette træ.

Nu er egetræet omkring hundrede år stort, og huset og træet står objektivt set for tæt på hinanden.

Det er et problem for huset (mos på taget, skygge og fugt, nedfaldne grene, mængder af blade i nedløbsrenden, brandfare over skorstenen), som bliver større, jo ældre træet bliver. Det kan ende med at blive et problem for træet, at det er et problem for huset. Men nu er det blevet til en beslutning, som har tyngde. Mange har meninger om det nu. Det er ikke bare et træ, det er et egetræ. Et egetræ, som har vokset i over hundrede år. At vinde hævd, det er en ret, der opnås over tid. Alt handler om tid.

Egetræet ser større ud når man står ved siden af det end det gør på billedet.

Det blæser i dag. Det er ikke storm, men det er kraftig vind, det er vildt nok. Der er mange høje træer rundt om huset. De svajer og der er noget med proportionerne, noget der ikke stemmer. Når man først begynder at se efter, så virker det helt usandsynligt at de langstrakte, smalle stammer med enorme kroner foroven kan holde sig oprejst.

Så ved jeg, at det er rødderne. Så ved jeg, at rodnettet breder sig dybt og forgrenet i jorden, og at det er derfor de ikke vælter: De har et anker.

Jeg ved det, fordi overalt på grunden ligger væltede træer med enorme og jordfyldte rodnet flået op og derfor synlige.

Fordi: Hvis det stormer nok, så kan træerne alligevel ikke holde sig oprejst.

Når træet vælter, trækker rødderne et stykke af planeten med op.

Det er drengen, der siger sådan. Hver aften går vi udenfor for at tisse af for natten. Når vi er derude, taler vi altid om stjerner og kometer og planeter – det er umuligt ikke at tale om det, for det hele hænger jo der, lige over vores hoveder. Det fylder så meget omkring os, det gør os så små, og ordene flytter ind i hans sprog. Nu har han glemt at vores planet er en klode dækket af hav og jord, og at vi sådan set bare kalder den for jorden. Nu springer han det ord over og siger konsekvent: Planeten.

Nu bor vi på en planet blandt planeter, blandt stjerner, kometer og måner – og han skelner slet ikke på den måde, som jeg gør. Det er som om afstandene ikke for alvor findes for ham og som det hele alligevel er det samme.

Det er ikke sandt, sådan er det jo ikke, og det siger jeg til ham, men det ryger ligesom igennem hans sprog og ud igen, uden at forstyrre den orden, han nu har lavet.

Jeg siger til ham at nogle af planeterne er lavet af gas.

Det ved jeg, fordi jeg er begyndt at læse om det hele. Hele universet.

Jeg forstår ikke særlig meget af det, jeg læser. Jeg har altid været dårlig til den måde at tilegne mig viden på. Jeg skal have tingene i hænderne, jeg skal gøre tingene selv, jeg skal mærke, lugte, smage. Det er bare lidt svært, når det handler om universet udbredt i tid, om lysår og planeter, som ikke er set endnu, men alligevel er opdaget. (Den niende planet findes, det er sikkert og vist.)

Og partikler.

Jeg forstår ikke det med partiklerne. At de ikke er faste. Faktisk findes fast ikke.

Træet vælter og rodnettet trækker jorden med sig op. Rodnettet er så fintmasket og det kan holde sammen på så små, så løse partikler, som jord egentlig er. Så hårdt presset sammen at det ligner en mur.

Træet vælter og blotlægger: Planet. Synliggør: Planet. Samler: Planet. Træets grene og stamme formulder, mens roden murer op. Bygger rum på den planet, vi kalder vores: Jordkloden.

Der, ved det væltede træ, laver jeg siddepladser. Jeg kan lide at sidde med ryggen mod noget fast og en åben udsigt foran mig.

Jeg kan lide den måde at have overblik på. Den afgrænsning. Orden, systemer. En idé om kontrol.

jeg tror, at det er mit problem.

Når jeg skal tænke over meningen med livet, så er jeg helt sikker på at det vigtigste er forbindelserne imellem og ikke tingene i sig selv. Jeg siger tingene, jeg mener mennesker. Jeg mener mennesker og dyr og planter og den luft, vi alle sammen indånder og den jord, vi alle sammen kommer af og bliver til igen.

Det hele er så skrøbeligt. Tiden, som er til rådighed for os hver især er bare et lillebitte puf. Puf. Så er det slut igen.

Det ved jeg, når jeg står ude om aftenen. Jeg står ude hver aften. Først står jeg derude sammen med drengen. Senere, når det også er blevet min sengetid, står jeg derude igen.

Det er ikke den samme himmel. Det er aldrig den samme himmel. Og jeg er ikke den samme. Der er forskel på mig, når jeg står der med drengen og mig, når jeg står der alene.

Jeg er større eller mindre, jeg hænger lidt mindre sammen eller mere. Jeg suges opad, hvirvles rundt. Jeg synker indad. Forsvinder helt.

Jeg tænker på fællesskaber. Helt konkrete, menneskelige fællesskaber.

Det er ikke længere noget, vi er tvunget til – altså at bo sammen med hinanden. Nu er det noget vi kan vælge.

Jeg vil så gerne, men jeg vælger hele tiden noget andet.

Og det er nok fordi at hver gang jeg tænker på fællesskaber, sådan for alvor tænker det igennem fra en ende af. Så lander mine tanker ved Jonestown.

Det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Ikke den tanke, der leder til beslutningen: Nu vil jeg være mere fælles med andre mennesker. Nå. Nå. Det vil jeg tænke videre over, og jeg håber faktisk virkelig at jeg kan skrive noget mere … eller i hvert fald skrive noget om fællesskaber, som ikke handler om vold og mord. Men jeg vil absolut ikke love det, for så ved man jo godt hvordan det ikke kommer til at ske. (Det ved man hvis man er mig, der har det med at erklære at jeg vil skrive mere om noget bestemt, for så skriver jeg altid bare noget andet.)

 

(Ps. Har du set at du kan støtte bloggen? Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!)