Det er lørdag morgen, og vi har været oppe længe, fordi det altid er sjovere at stå tidligt op de dage, hvor vi ikke skal skynde os ud af døren. Vi sidder stadig ved køkkenbordet. Drengen er for længst færdig med sin morgenmad, nu er han ved at lave en bog (en gave), og jeg elsker at hans bøger altid, alle sammen starter på samme måde: Med alfabetet.
Indimellem går han ind og hopper i sengen, eller leger med lego, eller kommer forbi med spørgsmål. Vigtige spørgsmål som:
Hvor længe kan man gå ind i en ting? 9 minutter, et halvt sekund eller en time?
Imens hænger jeg over kaffen og de ostemadder, jeg bliver ved med at glemme at spise, fordi jeg arbejder. Jeg arbejder. Det er lørdag morgen, og jeg har været nødt til at sige, at det bliver en af de dage. De kedelige dage, hvor drengen skal underholde sig selv. Sådan er det når man er barn af en, som elsker sit arbejde så meget.
Arbejdsnarkoman, det er det dårlige ord. Passioneret, dedikeret, det er de positive. Og så er der det kedelige: At det også handler om penge. Det er så kedeligt, at det også handler om det, men det handler jo altid også om det. Og det, jeg laver lige nu handler så ekstremt meget om det, at det overrasker mig at det faktisk ikke ER kedeligt. Det er bare nyt, det er uvant. Jeg har lavet mit eget forlag, jeg skrevet en roman, nu skal jeg skaffe de nødvendige penge for at trykke den.
Jeg laver en crowdfunding, den starter på mandag, og jeg sidder nu og skriver den projektbeskrivelse, der skal få folk til at ville forkøbe min roman. Og bagefter skal jeg gå ud i min have og lave optagelse nummer 117 i forsøget på at lykkes med den video, som jeg har fået at vide er altafgørende for at det skal lykkes.
Lykkes …
Der er så meget på spil, og TÆNK hvis det ikke lykkes. Jeg har det så stærkt i mig, at jeg hellere vil lade være med at prøve, fordi så kan jeg ikke fejle. Det er den impuls, jeg nu skal bekæmpe. Jeg skal bekæmpe den, mens jeg laver ting som jeg aldrig har lavet før. En video. Fuck. Men jeg gør det. Jeg gør det, jeg gør det, jeg gør det.
Og jeg tænker, at jeg skal gøre som min kloge, fine unge – og bare starte lige der: A B C …
(Og hvis det går galt finder jeg jo om ikke andet svaret på spørgsmålet: Hvor længe kan man gå ind i ting?)
*****************
**************************
*****************
Bonusinfo: Her kan du se videoen, som det faktisk lykkedes mig at lave, og crowdfundingen gik i øvrigt over al forventning, og romanen blev trykt med lige præcis den miljømærkning som jeg drømte om – men den slags ved man jo aldrig før bagefter …
Maja Elverkilde // Pote Produktion 