Før jeg for alvor genoptager byggeføljetonen, vil jeg lave et lille tilbageblik, fordi det ellers kan være lidt svært at forstå hvad det overhovedet er vi bygger. Undervejs har planerne nemlig ændret sig så meget, og nogle gange så hurtigt, at vi selv har haft svært ved at følge med.
Den oprindelige plan, som går helt tilbage til foråret 2019, hvor vi stadig boede i Skåne, var at bygge en yurt med et skelet af nøddegrene fuldstændig magen til Simons, som man kan se billede af her. Derfor var Simon siden efteråret 2020, hvor flytningen af hans yurt var veloverstået, kontinuerligt i gang med at afbarke og dampe nøddegrene, så de fik den helt rigtige runding. Yurtens stofvægge og loft blev foreløbig bestilt, eller varslet bestilt er nok mere præcist. Det er jo en skræddersyet proces, så først når yurtens skelet er helt færdigt og samlet kan de endelige mål tages. Planen var jeg skulle gå igang med fundament og gulv, så snart frosten gik af jorden, og så skulle hele yurten kunne samles i løbet af forsommeren 2021.
Sidste forår fik Simon imidlertid nærmest fra den ene dag til den anden fuldtidsarbejde med timelang pendling. I teorien kunne jeg jo godt have fortsat det møjsommelige arbejde med at afbarke nøddegrene, det skete bare ikke. Dels fordi jeg overhovedet ikke var så færdig med min roman som jeg skulle have været, dels fordi mit temperament slet, slet ikke er til afbarkning af over hundrede ens grene. Jeg kan være i gang ca ti minutter før min hjerne har opfundet et hav af overspringshandlinger, som nødvendigvis gør at jeg må gå fra det igen. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, der er masser af andre ting, som jeg kan blive ved med i evigheder selv om de er ensformige og langsomme, men det her går slet ikke.
Så byggeriet gik i stå …
… indtil vinteren begyndte at findes i bevidstheden igen, og vi følte et voksende behov for at finde en løsning, så vi ikke skulle overvintre alle sammen på 30 m2 igen.
Ad omveje fik vi tilbudt en brugt, hjemmelavet yurt. Den var godt nok noget mindre, men vi tænkte at den kunne være en midlertidig vinterløsning. I august arrangerede vi optimistisk en byggelejr med arbejdsgæster.
Inden arbejdsgæsterne kom havde jeg en uge med tid til at bygge, fordi det ENDELIG var lykkedes mig at skrive romanen færdig. Den uge brugte jeg på forberedelser, blandt andet byggede jeg til min egen store overraskelse og helt alene en dørkarm.
Planen for arbejdsugen var bare at sætte det hjemmebyggede skelet op, tage mål til en ny bestilling af vægge og tag og derefter lave et hurtigt fundament. Men ak, da vi prøveopsatte yurten viste det sig at den slet ikke var i en stand, så den kunne bruges. Som i overhovedet ikke. Praktisk taget alt bortset fra kronen var ubrugeligt.
Man kunne jo tro at det var der, det hele gik i stå igen …
Men det næste som skete, var at vores arbejdsgæster gik ind til aftensmaden, mens mig og Simon blev ude og kiggede på katastrofen.
Og med det samme gik i gang med at lave en plan b – som vi en halv time senere var helt enige om, helt ned i mindste detaljer og på en måde, som stadig gør mig glad at tænke på.
Simon havde nemlig en idé til løsningen på taget, som simpelthen var at lave det helt forfra selv – mens jeg havde en idé til væggene, som var en blanding af træskeletter med indbyggede genbrugsvinduer og de traditionelle fletvægge.
Det betød at vi kunne gå ind til aftensmaden med en plan for den næste uges arbejde og stadig udnytte at vi havde gæster, der ville hjælpe. Så de næste dage gik med en intensiv spurt, hvor gæsterne sleb, kittede og malede de 5 gamle vinduer, der skulle bruges til de ny-opfunde væg-sektioner:
Imens afbarkede Simon taggrene og tilpassede hver enkelt spids til sit individuelle hul i kronen. Kronen var forøvrigt en ud af to dele, som er genbrugt fra den, vi overtog. Den er en midlertidig løsning, som skal udskiftes på sigt. (Lidt teknisk, men: Den har en lim-konstruktion på den vandrette led, der bliver belastet af tagpindenes vægt på en måde, som gør at den ikke vil holde i længden, og et tag med risiko for sammenstyrtning, det gider man ligesom ikke.)
Imens konstruerede og byggede jeg de tre træ-sektioner, som tilsammen udgør halvdelen af yurtens vægareal. Det foregik på den mest plane plads, vi kunne finde, nemlig terassen foran mine forældres baderum. Her kunne vi lige præcis få plads til det lagkage-stykke, som hver træsektion ville udgøre (med terassens kant ved regnvandstønden som cirklens midte):
Fordi min kæreste var travlt beskæftiget med tagpindene – og fordi hele ideen om træsektioner som vægge var min vision, blev det hovedsageligt min opgave. Det gjorde mig umiddelbart små-panisk. Jeg har nemlig et meget mystisk forhold til matematik og min hjerne bliver til akut hvid støj hvis nogen vil forklare den teoretiske del af udregninger. At bygge de her træ-sektioner, var at få linjer, der var bestemt af genbrugsvinduernes vidt forskellige størrelse, til meget præcist at ramme en cirkel i hver samling. Uden selv at være det. Hjælp.
Men så kunne jeg jo godt. På min egen hjemmestrikkede måde og med en del tøven i starten, og (indrømmet) med behov for at min matematiknørdede kæreste godkendte delmål. Det viste sig bare at være svært overhovedet at forklare ham logikken i mine metoder, det var som at forklare noget på kinesiske skrifttegn, til en som forstår verden i græske formler. (en metafor i mit tilfælde, helt konkret i hans.)
Men … jo længere jeg kom, jo mere sikker blev jeg på at min intuitive, praktisk orienterede tilgang faktisk virkede. Det er endnu en vigtig ting, jeg tager med mig fra den her proces: Jeg ligger stadig under for en idé om at bestemte ting ‘ikke er for mig’, at det er for svært og kræver en specialuddannelse. Men helt ærligt, det handler om at nå frem til noget, som virker, og vejen dertil kan være vidt forskellig og alligevel virke. (Den afgørende prøve var selvfølgelig da vi den 28. april samlede hele yurten, og jeg var virkelig nervøs, fordi tænk hvis jeg alligevel havde lavet regnefejl undervejs …. (suspense, spænding, trommevirvel!): DET HELE PASSEDE NÆRMEST PÅ MILIMETEREN!
Men altså, hele den proces har givet mig endnu mere lyst til at gentage Øksekurset, og nu har jeg besluttet at det er i denne uge, jeg endelig skal beslutte mig for om/hvis/hvornår/hvordan det sker …
Tilbage til byggehistorien: Imellem træ-sektionerne besluttede vi at genbruge de fletvægge, der er fulgt med fra den vi overtog. De er egentlig alt, alt for skrøbelige, og nogle steder holdt sammen med gaffatape, men kombineret med de meget solide træ-sektioner går det lige an indtil vi får tid til at lave de rigtige fletvægge af nøddegrene. Så det er de to ting, der faktisk kommer i brug ud af en hel yurt. Jeg har haft det underligt med at kassere alt andet så definitivt, fordi jeg ved der ligger uendelig mange timers kærligt håndarbejde i dem. Samtidig ser jeg det som en læreproces for alle involverede og jeg ved at dem, der byggede den fik en hel masse ud af det. Jeg ved også at den i højere grad var bygget som et overskudsprodukt – til rekreation og som noget ‘ekstra’. Vi bygger vores fremtidige hjem, vi skal bo i vores yurte året rundt. Det skal være solidt, det skal være holdbart og sikkert. Det er en helt anden præmis. Jeg håber bare at giveren forstår (og jeg har sagt det, flere gange) hvor værdifuld gaven alligevel var for hele vores proces. Vi var gået i stå, vi manglede energi og mod på at fortsætte. Vi sad fast i en meget traditionel idé om hvad en yurt er & kan. At vi på den måde blev tvunget til at tænke ud af den famøse boks og nu er endt med vores helt egen fusions-yurt, det er den største gave jeg overhovedet kan tænke mig!
Da gæsterne tog hjem, var vi nået et kæmpestykke videre! I den periode var jeg jo mest aktiv på Instagram, og her er lidt flere billeder, meget glæde og tak til dem, som hjalp.
Men da gæsterne tog hjem, var taget stadig ikke færdigt …. Det arbejdede mig og Simon videre med i ugen efter. Her er et billede taget før den første prøveopsætning af taget:
At få de mange pindsvinde-lignende tagpinde til sammen at løfte og holde kronen oppe, det er ikke helt enkelt, når man kun er to. Vi har samlet Simons yurte alene, og har nogle tricks i ærmet, men det er helt sikkert enklest at være flere, helst minimum fire.
Det siger jeg, fordi det at vi kunne konstruere, fejlfinde og tilpasse imens – og det betød at vi skulle rejse taget og pille det ned igen flere gange i træk, før vinklen var den rigtige – det er altså (også) noget jeg stadig tænker tilbage på med en blanding af undren og stolthed.
… som sagt skulle der en del forsøg til, før vi endelig ramte den længde på tagpindene, der gav den rigtige, bærende vinkel til det hele, men her er yurteskelettet endelig med sit tag:
Testen på tagets bæreevne er ligeså nervepirrende som triumferende som nødvendig:
Derefter kunne vi ENDELIG nå til den sirlige, omhyggelige opmåling af yurten på alle mulige ledder og kanter, som betød at den helt rigtige bestilling til stofvæggene og taget kunne sendes afsted. Vi var stadig optimistiske, så det blev meget haster-haster, sy det NU, kan du mon det?!!?!!!
… Men så var Simons ferie også forbi og jeg havde forresten også den der roman, som jeg ENDELIG lykkedes at skrive færdig, som fik en udgivelsesdato i slutningen af oktober og ALT omkring at udgive en bog tager jo også tid. Jeg gjorde nogle ihærdige forsøg på at nå videre før vinteren, men indså heldigvis i tide at det var håbløst at blive færdig, og lukkede hele byggeriet ned i begyndelsen af oktober. Og gav besked til syersken at alt det akutte var afblæst, tværtimod ville vi egentlig bede om vi kunne få det vinteropbevaret i deres tørre, varme lager. Det kunne vi, ingen problemer der, og i det hele taget kan jeg virkelig anbefale at man samarbejder med Red Tents Company hvis man vil bygge noget med stofvægge selv.
Så det er hele forhistorien for den yurt, som nu findes med gulv, vægge og tag. I får den at se snart, det lover jeg. Men først kommer de sidste indlæg om løse ender. Alt det vi slap der i august, da vi nemlig kun havde samlet yurten med halvdelen af tagpindene, fx. Og alle mulige andre hængepartier, som skulle fikses før Store Samledag kunne ske.
(Anden vinter i bare en enkelt yurt viste sig forresten at være noget helt andet end den første, og slet ikke det mareridt, vi havde fremmanet. Jeg er helt ærlig glad for at vi har prøvet at bo så småt lige præcis længe nok til at vi har lært at vi kan. Vi har nemlig lært noget meget vigtigt undervejs. Noget med at ikke forstyrre hinanden, men også noget med være mere sammen end vi ellers ville. Så det i sig selv er en slags lykkelig slutning, og overgang til et helt nyt kapitel i vores yurtelivshistorie.)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 